Lars Løkke vil justere pensionaftale fra 2040: S kalder det panik før lukketid

DF ser det som en håndsrækning, mens Socialdemokratiet ikke mener, en ny pensionsaftale kan vente tyve år.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er klar til at justere reglerne for danskernes pensionsalder fra 2040 og se på, hvordan nedslidte danskere kan gå tidligere på pension.

Statsministeren fremlægger flere mulige modeller: Den ene er, at man lader pensionsalderen stige mindre på sigt. Den anden er, at nedslidte skal kunne trække sig tilbage tidligere mod at få mindre udbetalt i folkepension.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen skal justeringen i den såkaldte velfærdsaftale træde i kraft efter 2040. Indtil da er det "uhyre vigtigt", at pensionsalderen forsat kommer til at stige i takt med levealderen de kommende år, understreger han.

- Ellers hænger dansk økonomi ikke sammen.

Men efter 2040 er der, ifølge statsministeren, ikke længere økonomisk brug for det.

- Derfor kan vi godt starte en diskussion om, hvorvidt vi til den tid fortsat skal hæve pensionsordningen med et år hvert femte år, siger Lars Løkke Rasmussen og understreger, at regeringen, Radikale Venstre og Danske Folkeparti lige nu ser på, om den såkaldte seniorførtidspension kan forbedres, så nedslidte kan trække sig tidligere.

- Det håber jeg, at der kommer et helt konkret svar på fra regeringspartierne, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Men reglerne skal være de samme for alle.

'En ny pensionsaftale kan ikke vente tyve år'

Venstre mener, at de imødekommer Socialdemokratiets ønske om at se på, om nedslidte danskere skal kunne gå på pension tidligere ved at se på den nuværende seniorførtidspensions-ordning. Men oppositionspartiet er ikke imponeret over Lars Løkke Rasmussens udmelding.

- Jeg synes, det er lidt mærkværdigt, at man med det ene ben inde i valgkampen, pludselig skal se Lars Løkke vende på en tallerken og foreslå at hjælpe de nedslidte - men først om tyve år, siger Mattias Tesfaye (S) og understreger, at Socialdemokratiet gerne deltager i en diskussion om, hvad der skal ske i 2040, men vil holde fast i, at der også er brug for en løsning nu.

- Vi synes, der er et behov nu for de nedslidte i halvtredserne, der allerede har haft et langt og hårdt arbejdsliv, siger han.

Mattias Tesfaye kan dog se både fordele og ulemper ved Lars Løkke Rasmussens forslag til justeringer, men kalder udmeldingen kort før valget for "panik før lukketid".

DF: 'Det er jo nye toner'

Hos Dansk Folkeparti er de glade for, at statsministeren "anerkender", at nedslidte danskere har behov for at kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet tidligere.

- Jeg tager det, som statsministeren nu kommer med, som en fremstrakt hånd. Regeringens position har tidligere været, at man skulle forhøje folkepensionsalderen ud over det, der er aftalt. Så det er jo nye toner. Det er glædeligt, at han er kommet hertil, siger Kristian Thulesen Dahl (DF).

Dog mener han, at der i Lars Løkke Rasmussens forslag bliver lagt for meget op til, at folk selv skal betale, hvis de har brug for at trække sig tidligere.

- Det bedste ville være, hvis vi fandt en model, hvor man ikke blev ved med at få sat sin folkepensionsalder op, hvis man har været mange år i nedslidende brancher, siger han og tilføjer, at det kræver en modig politisk beslutning at vedtage.

- Det er hulens besværligt at finde den rigtig model, for hvem skal være indenfor ordningen og hvem skal være udenfor, siger Kristian Thulesen Dahl.

Facebook
Twitter