Lau har knoklet mere end 40 år med mursten og mørtel: Ny pension hjælper ufaglærte og kortuddannede

Den første opgørelse af den nye seniorpension viser, at den mest bliver givet til ufaglærte og kortuddannede.

Lau Falk har arbejdet som murerarbejdsmand i 40 år. Han lider både af hjerteproblemer og slidgigt. (Foto: Johnni Isaksen)

Det var i 1976, at Lau Falk begyndte at arbejde som murerarbejdsmand.

Han slæbte sten og mørtel til murerne, ryddede op og ordnede stilladser.

- Der var gode arbejdskammerater, og jeg har altid godt kunnet lide mit arbejde. Men det er en hård branche, siger han.

Sidste år, efter mere end 40 år på stilladser og byggepladser, sagde kroppen stop. Han blev ramt af hjertesvigt, og slidgigt havde også sat sig i leddene.

Derfor er det nu slut med arbejde for Lau Falk, der bor på en landejendom nær Fjerritslev i Nordjylland.

Den nu 62-årige Lau Falk frygtede, at han skulle til at gennemgå en masse arbejdsprøvninger og bliver kastebold i systemet. Men sådan endte det ikke.

Lau Falk er en af dem, der har fået tildelt den nye seniorpension, der trådte i kraft ved årsskiftet.

- Det er en fantastisk mulighed for dem, der har behov for det, siger Lau Falk.

Hjælp til ufaglærte og kortuddannede

Han er et godt eksempel på dem, der har fået tildelt seniorpension. Indtil videre har knap 2.000 fået den nye ydelse. Og for første gang er der lavet en opgørelse over, hvilke faggrupper der får tildelt seniorpension.

Det er sket ved at se på, hvilken A-kasse dem, der har fået tilkendt seniorpension, senest har været medlem af.

Opgørelsen viser, at medlemmer af 3F, som er fagforbund for murere, betonarbejdere, rengøringsassistenter, chauffører og andre ufaglærte eller kortuddannede, er dem, der oftest får tilkendt seniorpension.

3F-medlemmerne udgør 25 procent af alle dem, der har fået en seniorpension, selv om de kun står for 15 procent af de 60 til 65-årige. Omvendt ser det ud med akademikerne. De udgør seks procent af gruppen mellem 60 og 65 år, men kun én procent af dem, der har fået seniorpension.

- Det er rigtig godt, seniorpensionen er kommet. Vi ved, at det 3F'erne, der løfter meget og har de hårde job, siger forbundssekretær i 3F Søren Heisel.

Brug for solidaritet

Seniorpension trådte i kraft ved årskiftet. Den blev vedtaget sidste forår, da statsministeren stadig hed Lars Løkke Rasmussen og kom fra Venstre.

Det er muligt at få seniorpension seks år før folkepensionsalderen, hvis man bliver vurderet til at have en arbejdsevne, der er mindre end 15 timer om uger.

Opgørelsen kommer på et tidpunkt, hvor diskussionen om pension er højaktuel. Inden for meget kort tid forventes regeringen at fremlægge sit udspil til en ret til tidlig pension for nogle grupper. Det var Socialdemokraternes store slagnummer i valgkampen, hvor bryggeriarbejderen Arne var frontfigur på kampagnen.

Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, mener, at de nye oplysninger viser, at seniorpension tager hånd om dem, der er nedslidte og har haft et langt og hårdt arbejdsliv. Han stod som beskæftigelsesminister i den tidligere regering selv for at lave aftale om seniorpension.

- Det bekræfter mig i, at de grupper, der får en seniorpension, er dem, der for eksempel har hårdt fysisk arbejde. Det er lige præcis derfor, vi ser, at 3F'erne er overrepræsenteret i forhold til for eksempel akademikerne.

- Seniorpension har været med til at gøre det meget lettere for folk at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Den er smidig og rammer dem, der har et reelt behov, siger Troels Lund Poulsen.

Han mener, at regeringens plan om give en ret til tidlig pension for nogle grupper betyder, at nogle raske og fuldt arbejdsduelige kan gå tidligere på pension. Troels Lund Poulsen vil hellere bruge pengene på dem, der har lægens ord for, at de er nedslidte.

- Vi synes, der skal være en solidaritet i samfundet, hvor dem, der kan bidrage, hjælper fællesskabet. Derfor synes vi ikke, det er den rigtige måde at bruge pengene på, at raske mennesker, der er i stand til at arbejde, ikke bliver så lang tid på arbejdsmarkedet som muligt. Det kommer til at gå ud over andre grupper som syge, børn og ældre, siger Troels Lund Poulsen.

Minsister holder fast i pension til Arne

Venstres argumenter preller fuldstænding af på beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). Han står fast på, at seniorpension og pension til 'Arne' er to forskellige ting, der hjælper to forskellige grupper.

- Seniorpension og vores forslag om en ret til tidlig pension er ikke i konkurrence med hinanden. Tværtimod, de går hånd i hånd. Seniorpension er en god ordning, så dem, der er blevet alt for syge til at overhovedet at kunne arbejde, har mulighed for at trække sig tilbage. Vores forslag handler om, at folk skal have lov til at trække sig tilbage, inden de kommer dertil, at de er så syge, at de ikke kan mere, siger Peter Hummelgaard.

Ministeren har ikke meget til overs for, at Troels Lund Poulsen taler om, at raske mennesker, der kan arbejde videre, får mulighed for pension med regeringens kommende udspil.

- Jeg synes, det er en komplet mangel på respekt for de mennesker, der har knoklet løs i halvt menneskeliv, at sige, man skal være fuldstændig syg og fuldstændig nedbrudt, før man har en ordentlig mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, siger han.

- Seniorpension er for syge mennesker, der har en lille arbejdsevne tilbage. Ret til tidlig pension handler om, at folk skal have en værdig måde at afslutte deres arbejdsliv på, siger Peter Hummelgaard.

3F vil også have tidlig pension

Selvom 3F er glad for den nye seniorpension, er meldingen også herfra, at der brug for mere.

- Vi har medlemmer, der har ondt i knæene. Ondt i skuldrene. Har svært ved at komme op om morgenen. Skal tage smertestillende piller, men stadig arbejder 37 timer om ugen. De får aldrig mulighed for at komme på den seniorpension, med mindre de bliver så nedslidte til sidst, at de har en arbejdsevne på under 15 timer.

- De skal have en mulighed for at trække sig tilbage tidligere end ellers, siger Søren Heisel fra 3F.

Facebook
Twitter