Lektor: Den digitale stat sætter borgernes tillid på prøve

Regeringens digitaliseringsreform kan ikke stå alene.

Innovationsminister Sophie Løhde (V) og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) præsenterede regeringens digitaliseringsreform "Digital service i verdensklasse". (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Med 22 nye initiativer, der skal sikre "digital service i verdensklasse", bevæger regeringen sig ud i en svær balancegang mellem de smarte og effektive gevinster ved digitaliseringen - og så selve grundlaget for borgernes tillid til staten.

Det vurderer Christopher Gad, der er lektor ved IT-Universitetet i København og forsker i digitaliseringens betydning for forholdet mellem stat og borgere.

- Kontaktfladen mellem borgere og staten bliver mere og mere digital, og det kan udfordre noget af den tillid, vi har opbygget over årene, siger han.

Som led i udspillet skal borgerne fremover kunne logge ind ét sted og se samtlige data, der er registreret om dem i det offentlige - 'Mit overblik' på borger.dk.

Menneske til maskine

Med denne manøvre ønsker regeringen at styrke borgernes tillid til det offentlige system.

- Mit overblik skal give borgerne mulighed for at kigge myndighederne i kortene. Manglende overblik skaber utryghed, og derfor vil regeringen styrke indblikket, sagde Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Problemet er bare, at tillid opstår mellem mennesker og ikke gennem automatiserede systemer og digitale platforme, påpeger Christopher Gad.

Han understreger, at idéen i udgangspunktet er god - men:

- Borgerne møder ikke nogle, der er kompetente og har forstand på systemerne eller kan hjælpe en med at forstå, hvad det er, der foregår, siger han.

I stedet risikerer regeringens løsning at komme til at handle om, hvorvidt borgeren kan finde ud af at navigere i systemerne og selv finde svar på spørgsmål, lyder det.

- Så bliver de nye digitale muligheder en måde at spare hænder - og dermed penge på. Den tilgang til det digitale har vi set lidt for ofte, siger Christopher Gad.

Tilliden bliver testet

I en tid, hvor skandalesager i for eksempel Skat, Fiskeristyrelsen og senest i Socialstyrelsen sætter borgernes tillid til systemet på prøve, kan en digital løsning, der blot giver indblik i, hvilke oplysninger det offentlige har om landet borgere, ikke stå alene.

Så klar er beskeden fra Christopher Gad.

- Det skaber en illusion om, at vi ved at kunne se, hvilke oplysninger, der er tilgængelige, også ved, hvordan de her data bliver brugt i det offentlige. Men det siger det jo nødvendigvis ikke så meget om, siger han.

Til gengæld knytter it-lektoren forhåbninger til det dataetiske råd, som regeringen vil nedsætte.

- Det er en god idé at oprette et dataetisk råd, som kan give anbefalinger om spørgsmål, der er komplekse. På den anden side er det jo ikke nogen garanti for, at tingene bliver gjort ordentligt, siger han.