Liberal Alliance dropper V og K: Går solo ved EU-valget

Liberal Alliance vil ikke være en del af borgerligt valgforbund ved valget til Europaparlamentet.

- Vi er ikke til bankunion og euroen som Venstre og De Konservative, og vi er ikke til protektionisme og lukkede grænser som Dansk Folkeparti. Vi har vores egen position, siger partileder Anders Samuelsen (LA). (© DR)

Danskerne, der stemmer på Liberal Alliance, skal være sikre på, at deres kryds går til LAs ønske om et slankere og mere effektivt EU.

Derfor har Liberal Alliance valgt at gå solo og takke nej til at indgå i et borgerligt valgforbund ved valget til Europaparlamentet den 25. maj.

- Vi er ikke til bankunion og euroen som Venstre og De Konservative, og vi er ikke til protektionisme og lukkede grænser som Dansk Folkeparti. Vi har vores egen position, siger partileder Anders Samuelsen (LA).

Ubekymret Samuelsen

Når partier indgår valgforbund, aftaler de, at deres stemmetal lægges sammen, når det skal regnes ud, hvordan mandaterne fordeles efter et valg.

Dermed kan man få gavn af stemmer på andre partier, men Anders Samuelsen er ikke bekymret for, at Liberal Allicance kommer til at mangle lige præcis de stemmer, man kunne få fra et borgerligt valgforbund, for at blive repræsenteret i Bruxelles.

- Jeg er mere bekymret for, at vi vil miste alt for mange vælgere ved at indgå i et valgforbund. Dem, der godt kan lide vores linje, vil være bekymret for, om deres stemme går til et parti, der siger ja til alt for meget nede fra EU, eller et parti, der reelt set vil melde os ud, siger han.

Får to-tre pct. af stemmerne

Ved det seneste EU-valg i 2009 indgik Liberal Alliance i et valgforbund med Venstre og De Konservative. LA fik dog ikke stemmer nok til at blive valgt ind.

I de få meningsmålinger, der er lavet forud for EU-valget i maj, har Liberal Alliance fået mellem to og tre procent af stemmerne.

En plads i Europaparlamentet kræver næsten otte procent af stemmerne, men Anders Samuelsen er alligevel optimist i forhold til at få partiets spidskandidat, Christina Egelund, valgt ind.

Hvis det skulle ske, så er det et åbent spørgsmål, hvilken europæisk gruppe Liberal Alliance vil være en del af.

- Det kommer helt an på, hvordan valget falder ud på europæisk plan. Der kan også opstå en helt ny gruppe, som passer bedre til vores position, så det tager vi først stilling til efter valget, siger Samuelsen.

Han har dog svært ved at se LA blive en del af den liberale Alde-gruppe, hvor Venstre og De Radikale hører til, og hvor Samuelsen selv har siddet i en periode - valgt ind for De Radikale.

- Vi er jo ikke jubeleuropæere, som man er i nogen udstrækning i min gamle liberale gruppe.

/ritzau/

Facebook
Twitter