Liberal Alliance har mistet næsten hver tredje vælger

På bare en måned er Anders Samuelsens parti gået tilbage med over to procentpoint og står nu til en vælgeropbakning på 4,8 procent.

4,8 procent af befolkningen vil stemme på Anders Samuelsen parti, viser en ny meningsmåling fra Epinion. (Foto: HAUNDOUT © Scanpix)

Vælgerne fravælger i stor stil Liberal Alliance, viser en ny meningsmåling. Partiet får i en ny Epinion-måling kun 4,8 procent.

En tilbagegang på 2,1 procent siden sidste måling i august.

- 4,8 er jo ikke der, hvor vi gerne vil ligge. Jeg ville selvfølgelig gerne have, at den stod højere, men det er ikke noget, vi lader os slå ud af, siger Liberal Alliances politisk ordfører Christina Egelund og tilføjer, at en anden meningsmåling fra et andet meningsmålingsinstitut viser den stik modsatte tendens for Liberal Alliance.

I sidste måned stod Liberal Alliance til 6,9 procent hos meningsmålingsinstituttet Epinion. Det er også omkring én måned siden, at partileder Anders Samuelsen måtte erkende, at det ikke er muligt for Liberal Alliance at samle flertal for partiets brændende mærkesag om at sænke topskatten.

Tror du, at jeres tilbagegang blandt andet kan tilskrives, at I opgav at få sænket topskatten?

- Jeg tror da, at vores vælgere helst ser, at hele vores politik bliver gennemført. Det er helt naturligt. Men siden vi kom med meldingen om, at der ikke er flertal for at sænke topskatten, er vi gået frem i andre målinger, så jeg vil være varsom med at sige, at der er en sammenhæng, siger Christina Egelund.

Den aktuelle måling er foretaget før torsdagens aftale i blå blok om bilafgifterne faldt på plads. Ved valget i 2015 hentede Liberal Alliance 7,5 procent af stemmerne.

Målingen

Denne undersøgelse er udarbejdet på baggrund af i alt 1.563 gennemførte interview med danskere på 18 år og derover.

Interviewene er indsamlet henholdsvis som telefoninterviews og online på Epinions Danmarkspanel i perioden 13.-19. september 2017.

Den maksimale stikprøveusikkerhed på de samlede resultater er +/-2,5 procentpoint.

Undersøgelsen er lavet af Epinion for DR Nyheder.

Grund til smil hos K

Omvendt er der grund til smil hos de Konservative, der i denne weekend holder landsråd i København.

Justitsminister Søren Pape Poulsens parti står nu til 5,0 procent. Dermed er de Konservative lige så store som Liberal Alliance.

- Jeg kommer ikke til at glæde mig over, at andre partier i blå blok går tilbage. Men jeg er naturligvis glad for at se, at Det Konservative Folkeparti fortsat går frem i målingerne. Vi er 1.000 mennesker samlet til landsråd i weekenden, og det her giver da en ekstra god fest lørdag aften, siger politisk ordfører Mette Abildgaard (K).

Da Konservative holdt landsråd for præcis et år siden var sagen en ganske anden. Dengang lå partiet kun på 2,6 procent.

- Jeg tror, vi bliver belønnet for, at vi har nogle gode ministre, der har succes med at få indflydelse i regeringen. Eksempelvis er Søren Pape meget markant som justitsminister, hvor han slår hårdt ned på banderne, og det tror jeg, at folk godt kan lide, siger Mette Abildgaard.

Rød blok står til at få flertal

Samlet set vinder rød blok imidlertid terræn.

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Alternativet og Enhedslisten står i alt til 53,5 mod 46,5 til blå blok. Ikke mindst Enhedslisten går i denne måling markant frem.

Mens Pernille Skipper og co. i sidste måned stod til 7,4 procent er opbakningen nu vokset til 9,2 procent.

- Det er da glædeligt, at vælgerne giver et skulderklap til Enhedslisten, og at der er en klar fremgang til de partier, der vil af med Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Det giver håb om forandring i Danmark, siger næstformand i Enhedslistens folketingsgruppe, Nikolaj Villumsen.

Han ser regeringens aktuelle skatteudspil som en medvirkende årsag til rød bloks fremgang.

- Vi har en meget højreorienteret regering, der vil give skatterabatter til de rigeste danskere betalt af fællesskabet. Det fravælger befolkningen, og i stedet tilvælger den en politik, der sikrer velfærd og en grøn omstilling, siger Nikolaj Villumsen.

Socialdemokratiet står til markant fremgang siden sidste folketingsvalg. Ved valget i 2015 stemte 26,3 procent på liste A. I den aktuelle måling står Socialdemokratiet til 29,7 procent.

De Konservatives politiske ordfører hæfter sig ved, at den daværende Thorning-regering stod dårligere i meningsmålingerne midt i sidste valgperiode, end den nuværende Løkke-regering gør her to år inde i den igangværende valgperiode.

- Derfor er jeg stadig meget fortrøstningsfuld, siger Mette Abildgaard.

Meningsmåling d. 20. september 2017

Se alle meningsmålinger

A Soc.dem.

29,7%
26,3%

O DF

18,2%
21,1%

V Venstre

17,7%
19,5%

Ø Enhedsl.

9,2%
7,8%

C Kons.

5,0%
3,4%

I Lib. All.

4,8%
7,5%

F SF

4,8%
4,2%

Å Alt.

4,7%
4,8%

B Rad. V.

4,2%
4,6%

D Nye Borg.

1,6%
0,0%

Stemmeandel i % Kilde: Epinion og Epinion