Liberal Alliance i ideologisk opgør med Dansk Folkeparti: Klar til at nedlægge veto for at bevare lynskilsmisser 

DF vil afskaffe retten til hurtig skilsmisse for børnefamilier. Ikke tale om, lyder det fra Liberal Alliance.

Selv om Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har et fælles mål om at gøre noget ved skilsmisse-konflikterne, så er de to blå partier nu havnet i, ja, endnu en hård konflikt med hinanden. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Knap har røgen lagt sig efter det voldsomme opgør mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti om skattelettelser, før et nyt ideologisk opgør er blusset op mellem de to partier. I de igangværende forhandlinger om en ny skilsmisselov kræver Dansk Folkeparti, at der genindføres en tvungen separations-periode for børnefamilier.

Det blev ellers afskaffet i 2013 af den daværende Thorning-regering med opbakning fra Liberal Alliance, hvor ægtepar fik mulighed for at blive lyn-skilt med få klik på nettet. Og det er en rettighed, som Liberal Alliance nægter at afskaffe, fastslår partiet socialordfører Laura Lindahl (LA).

Hun gør det klart, at Liberal Alliance er parat til at bruge sin vetoret internt i regeringen for at undgå, at regeringen støtter Dansk Folkepartis forslag om en tvungen separationsperiode for familier med fælles børn.

- Nu er vi i en situation, hvor vi sidder i regeringen, og hvor vi sådan set kan sætte foden ned og sige, at det vil vi ikke. Og så benytter vi os selvfølgelig af den mulighed. Der er mange skidte ting ved at sidde i regering, men en af de gode er faktisk, at man nogle gange kan sætte foden ned og forhindre en dårlig lovgivning. Og det er det, vi gør nu. Vi kommer ikke til at acceptere det her. Det er et veto, siger Laura Lindahl.

Hun understreger, at det er et spørgsmål om ideologi og principper for Liberal Alliance.

- Det her er helt afgørende for mig og for liberal alliance. Det er fuldstændig principielt, at politikere ikke skal blande sig i, om voksne mennesker skal være skilt eller gift. Det må folk selv finde ud af, og vi skal stoppe med at være sådan en barnepige-stat, der synes, at det skal vi bede folk om at tænke over en ekstra gang, begrunder Laura Lindahl sit partis modstand mod at genindføre den tvungne separations-periode.

Børnefamilier skal beskyttes

For Dansk Folkeparti er der omtrent lige så meget ideologi på spil. Sagen optager partiformand Kristian Thulesen Dahl meget – og partiet insisterer på, at lyn-skilsmisserne skal afskaffes – som minimum for børnefamilier. Når der er børn involveret, skal man gå langt for at undgå, at de bliver skilsmissebørn, mener Dansk Folkeparti.

- Det ligger meget i Dansk Folkepartis DNA vil jeg sige, at vi har fokus på at værne om familien. Vi vil meget gerne have, at man, når man går ind i et ægteskab, og man så lige pludselig vurderer, at man vil ud at det, at man så overvejer det lige så nøje, som da man gik ind i ægteskabet. Og det mener vi ikke, at man kan gøre, hvis man bare lige med et lille klik på computeren kan blive skilt med det samme, siger Karin Nødgaard, og understreger, at Dansk Folkeparti allerede har rykket sig meget i de igangværende forhandlinger om en ny skilsmisselov.

Dansk Folkepartis kompromisforslag i de aktuelle forhandlinger går på, at der indføres tvungen separation – en såkaldt "refleksions-periode" – i de ægteskaber, hvor der er børn involveret, og altså ikke nødvendigvis for ægtepar uden børn.

- Der, hvor det drejer sig om børnefamilier, mener vi virkelig, at man skal have en periode, en refleksions-periode, siger Karin Nødgaard, der lægger op til, at børnefamilier ikke skal kunne blive skilt, før der er gået tre eller seks måneder, hvor de har haft mulighed for at overveje tingene en ekstra gang.

Men børnefamilier skal have præcis de samme rettigheder som alle andre, fastslår Liberal Alliance.

- Man kan ikke altid få alting i politik. Og nu er der måske et punkt, hvor Dansk Folkeparti ikke kan få sin vilje. Det håber jeg, at de kan acceptere og leve med og komme videre, siger Laura Lindahl og tilføjer, at hun har ”rigtig svært at se en løsning lige nu, hvor begge partier kan være med i en aftale” om en ny skilsmisselov.

Kompromisvilje eller ej

Men så let giver Dansk Folkeparti sig ikke, fastslår Karin Nødgaard.

- Jeg synes måske nok, at man lige nu skulle passe på, at man ikke puster sig for meget op fra Liberal Alliances side. Vi har rykket os fra dag ét, i forhold til hvad der var vores indgangsvinkel til det. Det, synes jeg også, ville klæde Liberal Alliance at gøre, siger Karin Nødgaard.

Omvendt mener Liberal Alliance, at de udviser kompromisvilje ved at partiet gerne vil være med til at udsætte fristerne for, hvornår der skal træffes vigtige beslutninger vedrørende børnene.

- Jeg kan sagtens se, at det kan være svært at træffe en beslutning om børns bopæl og en eller anden samværsordning på få dage. Og jeg er fuldstændig indstillet på, at den beslutning sagtens kan udskydes i for eksempel tre eller fem måneder, siger Laura Lindahl.

Før 2013 skulle der tungtvejende årsager som for eksempel vold eller utroskab til, hvis skilsmissen skulle gå hurtigt. Ellers krævede det mindst seks måneders separation, før man kunne blive skilt. I dag er det fem år siden lyn-skilsmisserne blev gjort mulige. I 2012 blev omkring 15.700 par skilt, viser tal fra Danmarks Statistik. I 2016 var der over 17.100 ægtepar, som rev deres vielsesattest over.

Ifølge netavisen Altinget valgte rekordmange, 11.000 par, sidste år at lade sig skille ”direkte” – altså uden først at være separeret.

Topskattelettelse – så kan vi tale om det

De politiske forhandlinger om et nyt skilsmisse-system har stået på siden sensommeren 2017. Regeringens udspil har ikke mindst til formål at forhindre, at børn bliver kastebold i konflikter mellem mor og far. Men uenigheden om separations-spørgsmålet og lyn-skilsmisserne mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er så uoverstigelig, at det i månedsvis har bremset forhandlingerne, som nu reelt er gået i stå.

Karin Nødgaard erkender til dels, at det nok havde været nemmere at overtale Liberal Alliance, hvis Dansk Folkeparti havde været mere medgørlige i skatteforhandlingerne og medvirket til en større skattereform.

- Jamen, der er da ingen tvivl om, at der er da en historik, der er kørende, siger DF'eren.

Laura Lindahl vil ikke direkte sige, at tvungen separation kunne blive en realitet, hvis Dansk Folkeparti havde medvirket til større skattelettelser. Men hun siger dog:

- Hvis de (Dansk Folkeparti, red.) gav os en topskattelettelse i morgen, så kunne vi nok godt tale om det.

Du kan se mere om den politiske kamp mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti om separationer i aften i 21Søndag på DR1.