Liberal Alliance opsendte politisk prøveballon i drivhus

Liberal Alliance inviterede til pressemøde i tomatdrivhus på årets varmeste dag.

Blommetomater, classictomater og snacktomater strækker sig op mod solen her i ét af de enorme drivhuse hos den fynske tomatgigant Alfred Pedersen & Søn. De er kendt i hele landet for Alfred og Kathrines tomater, men i dag er det ikke de røde tomater, det handler om.

På årets varmeste dag, har Liberal Alliance nemlig samlet sig under Tomatkongen, Mads Pedersens drivhustag, til det årlige sommergruppemøde, hvor partiet prøver at sætte dagsordenen forud for Folketingets åbning.

Udskældt lokation hos Tomatkongen

Omkring kl. 13:30, en halv time før selve pressemødet, møder Anders Samuelsen, Simon Emil Ammitzbøll, Ole Birk Olesen, Joachim B. Olsen og Thyra Franck op midt imellem de meterlange tomatplanter på gartneriet syd for Odense til en svedende forsamling journalister og medlemmer af partiet.

Lidt i to indtager Simon Emil Ammitzbøll, Anders Samuelsen og Ole Birk Olesen de tre stole ved det tomatdækkede hovedbord.

- Velkommen til. I år har vi valgt at holde vores pressemøde her på gartneriet, fordi de er et symbol på en af de virksomheder, der bliver presset ud af Danmark, starter Simon Emil Amitzbøll.

Og netop den valgte lokation blandt tonsvis af tomater, har mødt stor kritik fra både Socialdemokratiet og Enhedslisten, da Alfred Pedersen & Søn har flere 3F-sager bag sig om blandt andet løndumping.

LA: Nu tager vi fat i bunden

Liberal Alliances formand Anders Samuelsen tager over:

- I møder et Liberal Alliance i absolut topform, siger han og uddyber valget af lokation med, at de i Liberal Alliance ønsker at fastholde arbejdspladser i Danmark.

På pressemødet fortsætter Anders Samuelsen sin beskrivelse af Liberal Alliance som et arbejderparti, netop som partiet har præsenteret et nyt skatteudspil, der vil give skattelettelser til de lavtlønnede.

- Stemningen er ved at vende for Liberal Alliance, og nu tager vi også fat i bunden. Hvis det kan lade sig gøre, vil vi give danskerne et bundfradrag, siger Anders Samuelsen og uddyber, at det blandt andet vil have den effekt, at flere vil komme i arbejde.

Selve finansieringen af projektet tror hverken Venstre eller de Radikale på, men selvom Liberal Alliance ser ud til at stå alene med projektet, forhindrer det ikke partileder Anders Samuelsen i, at beskrive Liberal Alliance som det eneste reelle arbejderparti i Danmark.

Råd til at stifte og være familie

På pressemødet præsenterer Anders Samuelsen partiets nye tiltag, nemlig et familieudspil der ifølge partiet vil lette de afgifter, der rammer familier mest - eksempelvis bil og bolig.

- Det kan ikke være rigtigt, at, at vi beskatter folk inden de er i stand til at finansiere deres eget liv. Vi ønsker et mere retfærdigt skattesystem, siger Anders Samuelsen, der understreger at de også er Danmarks mest ambitiøse parti, og derfor er de optimistiske omkring, at de nok skal finde de penge, der skal til.

Facebook
Twitter