Liberal Alliance skal have ny landsformand: Leif Mikkelsen går på pension

Tidligere undervisningsminister Merete Riisager melder sig klar til at overtage posten.

Leif Mikkelsen stoppede i Folketinget ved valget i juni måned. Nu ligner det, at han er helt færdig med dansk politik. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Svingdøren kører fortsat i Liberal Alliance, der til foråret nu også skal have ny landsformand.

For efter 11 år på posten ønsker partiets nestor og den nuværende landsformand Leif Mikkelsen ikke at genopstille. Han vil i stedet gå på pension.

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

I stedet opstiller tidligere undervisningsminister Merete Riisager til posten som landsformand, fremgår det af meddelelsen.

Hun genopstillede ikke ved Folketinget ved folketingsvalget i juni måned. Det gjorde 73-årige Leif Mikkelsen heller ikke.

- Leif Mikkelsen har været med helt fra partiets begyndelse og har utrætteligt arbejdet for den liberale sag. Vi skylder ham en stor tak for hans mangeårige indsats. Heldigvis har Merete tilkendegivet, at hun ønsker at stille op til posten som landsformand, siger Liberal Alliances gruppeformand Ole Birk Olesen i pressemeddelelsen.

Tidligere LA-minister vil være formand

Partiets nu snart forhenværende landsformand blev første gang valgt til Folketinget for 18 år siden. Det skete dengang for Venstre. Allerede i sin første periode gjorde Mikkelsen sig bemærket, da han sammen med blandt andet Søren Pind formulerede ti liberale teser, der skabte voldsom debat i Venstre.

Siden forlod han Venstre for at gå med i det nystartede parti Ny Alliance.

Det er Liberal Alliances medlemmer, der skal vælge partiets nye landsformand på et ordinært landsmøde til foråret. Her er Merete Riisager indtil videre den eneste kandidat.

- Danmark blev rigt, trygt og velfungerende gennem foretagsomhed, foreningsliv og frihedsrettigheder, og Liberal Alliance spiller en vigtig rolle i kampen for denne gyldne opskrift. Jeg ønsker at hjælpe Alex, Ole og Henrik ved at samle det liberale bagland om denne opgave”, siger Merete Riisager ifølge pressemeddelelsen fra partiet.

Oplysningerne om formandsskiftet kommer i samme periode, som en række profiler har valgt at forlade partiet. Først forlod tidligere politisk ordfører Christina Egelund partiet, der ifølge hende var blevet for nationalkonservativt. Siden meldte også medstifter Simon Emil Ammitzbøll-Bille sig ud.

I weekenden kom det frem, at også næstformanden i partiet, Mai Christiansen, havde meldt sig ud.