Liberal Alliances ministre scorer bundkarakterer

Fire ud af partiets seks ministre ligger helt i bund i popularitetsmåling.

Liberal Alliances frontfigurer Simon Emil Ammitzbøll og Anders Samuelsen foran Amalienborg i forbindelse med regeringsudvidelsen i november sidste år. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Når Liberal Alliance i dag afholder sit første landsmøde som regeringsparti, må partiets ministre konstatere, at det står sløjt til med den personlige opbakning i befolkningen.

Fire ud af partiets i alt seks ministre får en hård medfart i en måling foretaget af Epinion for DR Nyheder. Her lander de fire ministre på de fire bundplaceringer, når de adspurgte skal vurdere, om de er henholdsvis positivt eller negativt stemte overfor den pågældende minister.

Det drejer sig om udenrigsminister og partileder Anders Samuelsen, økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll, transportminister Ole Birk Olesen og på sidstepladsen ældreminister Thyra Frank.

Partileder Anders Samuelsen har ikke selv ønsket at kommentere målingen, men Liberal Alliances politiske ordfører, Christina Egelund, er ikke overrasket over det overvejende negative syn på LA-ministrene.

- Jeg tror, at det hænger sammen med, at Liberal Alliance på mange måder er et parti, som er meget klar i mælet, har en meget stærk ideologisk profil, og som også tør at sige upopulære ting, siger Christina Egelund.

- Når man så har et stærkt liberalt parti og spørger et bredt udsnit af danskerne, så er det jo ikke så underligt, at de holder mindst af vores ministre. Det vil jeg gætte på, siger hun.

Målingen af ministrene er foretaget ved at spørge op til 1.024 personer, om de er enten ”positivt eller negativt stemt” overfor en bestemt politiker. Det endelige resultat fås ved at trække de negative svar fra de positive.

Der er eksempelvis 15 procent, som er positivt stemt overfor Anders Samuelsen, mens 57 procent er negativt stemt. Dermed får han scoren minus 42 procent.

Hele listen over de mest og mindst populære ministre kan ses i bunden af denne artikel.

Naturlig placering efter to ministerstorme

For Liberal Alliance betyder de fire bundplaceringer ikke så meget, bedyrer politisk ordfører Christina Egelund, og partiet har absolut ingen planer om at lægge stilen om for at fremstå mere positivt i den brede befolkning.

- Vi er optagede af det politiske projekt, vi arbejder på, nemlig at trække Danmark i en mere liberal retning, og så tager man både de skulderklap, der kommer, og også de ridser i lakken, som det må give. Det er en omkostning, der er værd at tage med, når man er et parti, der siger tingene råt for usødet, siger Christina Egelund.

Det er ikke overraskende, at Liberal Alliances to frontfigurer, Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll, scorer lavt i målingen, da de to i tidligere målinger ligeledes har opnået en lav score.

Til gengæld er det siden regeringsdannelsen gået ned ad bakke for både Ole Birk Olesen og Thyra Frank, som i den seneste måling opnår en markant dårligere score end tidligere. De to ministre har begge været gennem dårlige sager om henholdsvis Postnord og trivslen på landets plejehjem.

Christina Egelund, har det gjort mere skade end gavn for Liberal Alliance at gå i regering?

- Det, tror jeg, er for tidligt at vurdere. Det tror jeg, at man skal måle på om et år eller to, når vi skal have et nyt folketingsvalg. Fire måneder er kort tid at vurdere det på, og der har jo været to af vores ministre, som har været udsat for en meget heftig kritik, og det er jo ikke så underligt, at det afspejler sig i denne slags målinger, siger hun.

Liberal Alliance afholder sit landsmøde i dag i Aalborg.

Netop partiets indtræden i regering ventes at blive det altoverskyggende tema på landsmødet, hvor samtlige partiets ministre holder taler, ligesom partiets medlemmer får mulighed for at komme på talerstolen og give deres mening til kende om den første tid i regering.

Derudover kommer Saxo Bank-stifter og tidligere Liberal Alliance-storsponsor Lars Seier Christensen forbi og holder en tale.

Følg landsmødet på DR2 fra klokken 9.55.