Medieforhandlinger

Licensen i kroner og ører fra 1925-2018

Det begyndte med en radiolicens på 10 kr. om året og endte med en medielicens på 2.527 kr. Snart er licensen fortid.

Den har været debatteret, udskældt og lagt for had gennem årtier. Men nu er licensen snart fortid.

Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om at afskaffe licensen som, vi kender den. I fremtiden vil den blive opkrævet over skatten, og derfor bliver betalingen indkomstafhængig.

(© DR Design)

Den første licens blev opkrævet i 1925 og kostede 10 kroner om året i radiolicens. Senere kom der en sort-hvid-tv-licens til, og senere endnu skulle man betale særskilt for farver i en farve-tv-licens.

I 2007 blev alle medier slået sammen, så alle skulle betale til en medielicens, når bare man havde adgang til tv med internetadgang, mobiltelefon, tablet eller andre enheder med internetadgang.

Cirka 2,4 millioner husstande betaler i dag 2.527 kroner i medielicens om året.

(© DR Nyheder)

Ifølge aftalen mellem regeringen og DF vil et almindeligt LO-par, et funktionærpar eller et pensionistpar uden nedsat licens få en besparelse på 166 kroner om året.

For enlige er den årlige besparelse ifølge Finansministeriets tal noget højere. En enlig LO-arbejder, en funktionær eller en pensionist står således til en årlig besparelse på 1.242 kroner.

- Dem, der i dag er sortseere, vil komme til at betale mere, siger finansminister Kristian Jensen (V).

- Danskerne vil få gevinst ved det her. Gevinsten vil være forskellig, afhængigt af om man er enlig eller et par. Men der vil være en gevinst, siger Kristian Jensen.

I videoen her kan du se, hvordan man fik folk til at betale licens før i tiden.

Facebook
Twitter