Lidegaard ser gerne De Radikale i regering - også gerne inden næste valg

Denne weekend samles De Radikale til landsmøde for første gang siden valget.

Martin Lidegaard er frustreret over, at det ikke endte med R i SVM-konstellationen. (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

De Radikale erklærer sig parate til at afsøge mulighederne for at komme i regering i denne valgperiode, hvis der skulle opstå en situation, hvor partiet står med de afgørende mandater.

Det fortæller politisk leder Martin Lidegaard i DR's politiske podcast Slotsholmen.

Meldingen kommer, inden han i denne weekend står ansigt til ansigt med partiets bagland på det første landsmøde siden folketingsvalget i november, der endte med det, Lidegaard i årevis selv har drømt om:

En regering over den politiske midte.

De Radikale valgte i 11. time at stå uden for regeringen, men hvis der skulle komme en situation, hvor De Radikale sidder med de afgørende mandater, så er Martin Lidegaard klar til at gøre alt, hvad han kan, for at gøre partiets indflydelse gældende.

- Og ja, det vil så helt klart være med henblik på at komme i regering, siger han.

For eksempel hvis der kommer nogle flere løsgængere, så regeringen mister sit flertal?

- Det er den ene vej til det, og den anden vej er selvfølgelig, at der kommer et valg, hvor vi forhåbentligt står stærkere og i en nøgleposition igen.

Men en situation, hvor et regeringsparti mister et mandat eller de mandater, der skal til for, at regeringen mister sit flertal, vil du så aktivt søge om at komme i regering?

- Jamen, det er selvfølgelig op til regeringen at invitere os til det, men det vil jeg meget gerne afprøve muligheden for. Absolut.

- Og forudsætningen for det vil så være, at vi kan løfte en mere ambitiøs klimapolitik og en mere ambitiøs politik i forhold til bekæmpelse af børns mistrivsel. Det vil vi lægge på bordet. Og i det omfang, at vi kunne få nok med, så vil vi helt klart gøre det.

Hvis De Radikale var en bil

'Frustrationen er da også min'

Da De Radikale trak sig ud af de historisk lange regeringsforhandlinger i midten af december sidste år, skyldtes det, at partiet ikke mente, at ambitionsniveauet, når det kom til klima, børn og uddannelse, var højt nok, lød det dengang fra Lidegaard.

Hans og partiets analyse var, at de bedre kunne påvirke politikken ved at stå uden for regeringen og dermed være med til at skubbe ambitionerne op.

- Det er måske århundredes paradoks, at jeg, som har været den største fortaler for en regering over midten, står her og træffer det her valg, sagde Lidegaard tilbage i december.

Og spørgsmålet om, hvorfor de ikke gik med, er også det, som Lidegaard har måtte besvare flest gange i perioden efter, siger han i podcasten.

Men de nåede et punkt i regeringsforhandlingerne, hvor De Radikales mandater var overflødige, fortæller han også.

Det skete, da Konservative droppede planerne om at komme i regering, hvilket gav plads til forhandlinger med Moderaterne.

- Der var en hel uge, hvor vi slet ikke var med i forhandlingerne. Vi kunne ikke trumfe vores vilje igennem, og det siger jeg helt uden bitterhed. Sådan var den parlamentariske logik.

Han deler den frustration, som flere i partiets bagland gav udtryk for, da det stod klart, at regeringskonstellationen blev uden De Radikale.

- Frustrationen er da også min. Jeg ville da enormt gerne have været med i den regering.

Årtier på sidelinjen?

Regeringen er nu hverken rød eller blå.

Og midten af dansk politik deler De Radikale nu med tidligere statsminister og Venstre-mand Lars Løkke Rasmussens parti, Moderaterne.

Forskellen på de to partier er bare, at Moderaterne sidder i regeringen, og at De Radikale nu står i en situation, hvor de hverken er oppositionsparti eller støtteparti, som Lidegaard selv har beskrevet det.

Han ønsker sig ikke tilbage til blokpolitik, slår han fast.

- Jeg ønsker, vi kommer ind i 10-20 år, hvor vi vil have skiftende koalitioner over midten, meget gerne med radikal deltagelse.

Risikerer du ikke at komme til at stå på sidelinjen i et par årtier?

- Politik er fyldt med risici. Jeg kigger lige nu målrettet på vores politiske projekt.

Martin Lidegaard holder sin landsmødetale i dag klokken 13.05. Du kan følge det hele her på dr.dk og DRTV fra klokken 12.50.