Ligestillingsminister går ind for lov om samtykke før sex

Eva Kjer Hansen (V) er nu også villig til indføre regler om, at sex skal kræve samtykke.

Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) mener, at samtykke før sex vil give kvinder er bedre retsbeskyttelse. (Foto: Nils Meilvang / Scanpix © Ritzau Scanpix)

Tilbage i november kunne Enhedslisten ikke samle flertal i Folketinget for en ny lovgivning, der definerer sex uden samtykke som voldtægt.

Men nu tyder det på, at der alligevel er mandater nok for at indføre regler, der svarer til dem, man også har i Storbritannien og Sverige.

I fredags lød det fra Konservatives formand, justitsminister Søren Pape, at han var klar til at støtte forslaget. Og nu melder Venstre også ud.

Partiets ligestillingsminister, Eva Kjer Hansen, siger i hvert fald til Altinget, at hun også vil arbejde for at få ændringen igennem.

- Jeg har råbt efter det længe, for jeg synes, at vi mangler en bedre retsbeskyttelse af kvinder. Det er rigtigt godt, at også justitsministeren nu er overbevist om det. Tallene taler for sig selv, siger hun.

Partiets politiske ordfører, Britt Bager, siger dog kort efter middag til Ritzau, at partiet afventer en model fra Justitsministeriet, før de tager stilling.

Dansk Folkeparti vil godt se det konkrete forslag fra justitsministeren, før partiet tager stilling.

Som reglerne er i dag, må man ikke tvinge nogen til samleje eller sex, hvis de gør modstand eller ikke er i stand til at sige fra.

Det betyder, at langt færre bliver dømt for voldtægt, end de ville blive, hvis de udtrykkeligt skulle have samtykke fra den anden part.

Liberal Alliance afventer i lighed med Venstre, at der kommer noget konkret fra ministeriet.

Tilføjelse: Over for Ritzau siger Venstres politiske ordfører, Britt Bager, at de afventer Justitsministeriet anbefalinger, før de beslutter om de vil stemme for en voldtægtslov, der bygger på samtykke

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter