Litauen afviser dansk ønske om splinternyt fængsel til udvisningsdømte kriminelle

Vi har ikke hørt fra Danmark siden foråret, lyder det fra landets justitsminister.

- Vi har gjort det klart, at vi ikke kommer til at bygge et nyt fængsel i Litauen, fordi parlamentet er meget skeptisk omkring det. De (Danmark, red) lovede at komme med et nyt forslag, men det er ikke sket. Der er ingen forhandlinger, siger Litauens justitsminister. Her et billede af Lukiskiu-fængslet i Vilnius, der er byens største fængsel med 1.000 indsatte (© ERIC FEFERBERG)

Regeringen og Dansk Folkeparti kan godt glemme alt om, at Litauen vil bygge et splinternyt fængsel, der fra næste år skal huse udvisningsdømte kriminelle fra Danmark.

Så kontant er udmeldingen fra Litauens justitsminister, Elvinas Jankevičius, efter at DR Nyheder i går via en række af anonyme kilder kunne fortælle om planerne om et splinternyt fængsel uden for hovedstaden, Vilnius.

Forhandlingerne går ifølge DR Nyheders oplysninger på, at Danmark skal være med til at finansiere etableringen af et nyt fængsel uden for Vilnius. Ud over Danmark forhandler flere andre europæiske lande også om at være med i projektet.

Over for et af landets største nyhedsmedier "15 min" bekræfter ministeren, at Danmark har henvendt sig med et ønske om at være med til at bygge et nyt fængsel uden for Vilnius.

Men ifølge ministeren kommer det ikke på tale, at Litauen kommer til at bygge et fængsel, hvilket han meddelte en repræsentant fra den danske regering i foråret. Siden der har forhandlingerne ligget døde.

- Vi har gjort det klart, at vi ikke kommer til at bygge et nyt fængsel i Litauen, fordi parlamentet er meget skeptisk omkring det. De (Danmark, red) lovede at komme med et nyt forslag, men det er ikke sket. Der er ingen forhandlinger, siger Elvinas Jankevičius.

DR Nyheder har også fået følgende mailsvar fra ministeren til spørgsmålet om hvorvidt, der lige nu er forhandlinger.

- Mange tak for din henvendelse, men vi kan ikke bekræfte det, skriver Elvinas Jankevičius i en mail.

Venstre-ordfører bekræfter forhandlinger med baltisk land

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, ville i går ikke bekræfte, at man forhandler med Litauen, men ville til gengæld gerne sige, at man forhandler med et land i Baltikum.

- Jeg er ikke orienteret om, hvilket af de baltiske lande, det er. Men jeg er helt sikker på, at Danmarks Radio har så gode kilder, at den oplysning henter I et andet sted fra, sagde han i går.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ønskede ikke at kommentere historien i går. Men tilbage i november 2017 fortalte Pape, at Danmark var i dialog med to lande om et fængsel.

- Det er ikke lige så nemt, som det kan lyde til. Vi har drøftelser med Rumænien og Litauen, og det vil vi fortsætte med, sagde Søren Pape Poulsen.

I finansloven fra næste år, der blev underskrevet i fredags, gjorde regeringen det klart, at der nu er skred i forhandlingerne, selv om der endnu ikke er en aftale.

- Regeringen er allerede i tæt dialog med et konkret partnerland, som har udvist stor interesse for at indgå i realitetsforhandlinger med henblik på at indgå en aftale snarest muligt, lyder det i finansloven, hvor det også lød, at aftalen skal være i hus seneste ved udgangen af næste år.

Minister afviser ikke helt at tage imod kriminelle

DR Nyheder har talt med journalisten bag interviewet med Litauens justitsminister. Han fortæller, at ministeren over for ham gjorde det klart, at de to landes regeringer har talt sammen.

- Ministeren ville ikke udelukke, at Litauen vil tage i mod udvisningsdømte kriminelle, men det skal i så fald være et mindre antal. Han sagde dog også, at Litauen ikke kommer til at bygge et nyt fængsel, da vi i forvejen har alt for mange, siger den litauiske journalist Vytenis Miškinis og fortsætter:

- Han fortalte, at de indsatte fra andre lande i så fald skal afsone i nogle af de fængsler, vi har i forvejen.

Det var i forbindelse med historien i går ikke muligt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K) eller Thorkild Fogde, der er direktør for Kriminalforsorgen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk