LO-boss 'overordentlig glad' for Thornings nye dagpenge-kurs

LO-formand Harald Børsting er overordentlig glad for, at Socialdemokraterne vil ændre dagpengesystemet.

LO-formanden Harald Børsting glæder sig over, at Socialdemokraterne vil nytænke genoptjeningsreglerne. (Foto: Torkil Adsersen © Scanpix)

Der er glæde i LO-toppen, efter Socialdemokraterne har meldt ud, at der er brug for et nyt dagpengesystem.

Ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skal genoptjeningsreglerne blandt andet nytænkes, og det skal samtidig gøres mere attraktivt at tage korte og atypiske job.

Det er LO-formand Harald Børsting 'overordentlig glad' for at høre.

- Det er væsentligt for os, at der er færre folk, som falder ud af dagpengesystemet.

- Derfor er det både gode og rigtige meldinger, Helle Thorning-Schmidt kommer med. Det er en fin 1. maj-dagsorden at sætte, siger han.

Dagpengeområdet er kompliceret

Dagpengesystemet blev ændret i 2010 af den daværende VK-regering med støtte fra blandt andre de Radikale.

Her blev dagpengeperioden blandt andet halveret, og samtidig blev genoptjeningsperioden fordoblet fra 26 til 52 uger.

Siden 1. januar 2013 har næsten 51.000 lønmodtagere mistet deres dagpenge. Og Socialdemokraterne er løbende blevet kritiseret for ikke at ville ændre det.

Helle Thorning-Schmidt understreger, at Socialdemokraterne ikke vil præsentere 'et fikst og færdigt' forslag til et nyt dagpengesystem, inden dagpengekommissionen har præsenteret sine bud på et nyt system i september.

Det er en fornuftig strategi, mener Harald Børsting.

- Dagpengeområdet er kompliceret, og det fungerer ikke med hovsa-løsninger. Derfor er det klogt, at man venter på dagpengekommissionens endelige afrapportering, siger han.

Tror på bred dagpenge-aftale

Helle Thorning-Schmidt understreger dog, at det nye dagpengesystem ikke må koste flere penge. Derfor skal pengene til de nye genoptjeningsregler findes inden for den nuværende ramme.

Det er 'selvfølgelig en udfordring', siger Harald Børsting.

- Men det står allerede i kommissoriet for dagpengekommissionen, så der er ikke noget overraskende i den melding, siger han.

De radikale regeringspartnere var med til at ændre dagpengesystemet. Harald Børsting tror dog godt, det kan lade sig gøre at finde et nyt dagpengesystem, som de Radikale kan støtte op om.

- Statsministeren siger, at hun håber meget, at der kan findes en bred løsning om dagpengeudfordringerne.

- Det er jeg også enig i, for vi har brug for et stærkt og robust dagpengesystem, som et stærkt politisk flertal kan stå bag, siger Harald Børsting.

Facebook
Twitter