Løkke afviser at have fyret Klimarådets formand: Forstår ikke hans 'halve martyrium'

Det er ikke noget hokus pokus i, at han ikke bliver genvalgt, siger statsministeren.

Flere partier spurgte i dagens spørgetime ind til sagen om den tidligere formand for Klimarådet, som ikke blev genudpeget, da hans kontrakt udløb 1. december. (© (c) DR)

Der skal ikke være nogen tvivl om, at Klimarådet er 100 procent uafhængigt, og at den siddende regering ikke kan bestille opgaver hos rådet.

Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i dagens spørgetime, hvor flere partiledere i oppositionen spurgte ind til, at den nu forhenværende formand Peter Birch Sørensen ikke blev

genvalgt
og derfor stoppede 1. december.

Der var allerede kritiske røster i oppositionen, da regeringen i slutningen af november meldte ud, at Peter Birch Sørensen erstattes af Peter Møllgaard som formand for regeringens vagthund på klimaområdet. En udmelding, der kom få dage, efter at Klimarådet kom med en kritisk rapport om regeringens klimaindsats.

Og den tidligere formand satte ny

næring
til spekulationerne, da han i et interview i Politiken i sidste uge sagde, at han flere gange oplevede pres fra regeringen og energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt.

- Ministeren mente, at da vi var rådgiver for regeringen, skulle vi rådgive om de målsætninger, regeringen havde stillet op, og derfor var det ikke relevant at kritisere regeringen for ikke at leve op til 40 procent-målet. Det havde vi en kontrovers om, sagde Peter Birch Sørensen om en diskussion efter udgivelsen af rådets første rapport.

Må tænde alle advarselslamper

Netop dette citat læste Alternativets Uffe Elbæk op i spørgetimen, hvorefter han sagde:

- Det må tænde alle mulige advarselslamper om, hvor uafhængigt Klimarådet egentlig er.

Statsministeren mente dog overhovedet ikke, at der burde være blevet en sag ud af, at Peter Birch Sørensen ikke blev genudpeget.

- Klimarådet er et uafhængigt råd. Det er ikke et bestillingsråd. Jeg kan ikke forstå, at den pågældende økonom forsøger at lave et halvt martyrium ud af, at han ikke er blevet genudpeget som formand, da hans ansættelse løb ud, sagde Løkke.

Også Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, luftede sin bekymring.

- Der har været luftet overvejelser, om der er tale om en fyring fra regeringens side. Det er ikke noget, der lyder godt i vores ører eller for folkestyret, sagde hun.

Lars Løkke Rasmusen affejede dog også den bekymring, og gjorde det helt klart, at der ikke var tale om en fyring af Peter Birch Sørensen.

Hans åremålskontrakt på fire år udløb nemlig, hvorefter regeringen besluttede at udpege en ny formand, fortalte Løkke.

- Man bliver udnævnt for en given periode, og når den periode er ovre, så bliver der taget stilling, om man skal fortsætte. Det er der ikke noget hokus pokus i, og det ved fru Mette Frederiksen godt.

Facebook
Twitter