Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) beklager Eva Kjer Hansens afgang som miljø- og fødevareminister og går til dronningen efter weekenden med henblik på at udnævne en ny minister.
Det oplyser han i en pressemeddelelse.
- Jeg har med meget stor beklagelse modtaget miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens beslutning om at træde tilbage som minister:
- I lyset af de meget frugtbare samtaler, jeg i de seneste døgn har haft med de tre partier, der står bag regeringen, har jeg taget Eva Kjer Hansens beslutning til efterretning. Det betyder, at jeg efter weekenden vil gå til Hendes Majestæt Dronningen med henblik på at udnævne en ny miljø- og fødevareminister, udtaler han.
Eva Kjer Hansen trak sig lørdag formiddag som minister efter længere forløb, hvor De Konservative har stået hårdt fast på partiets mistillid til hende i forbindelse med landbrugspakken.
De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, havde inviteret til pressemøde på Christiansborg kl. 10, men det blev aflyst, da meddelelsen om Eva Kjers afgang kom.
De Konservative har igennem hele forløbet gjort det klart, at tilliden til Eva Kjer Hansen ikke kan genoprettes på nogen måde.
En række møder med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), DF og LA på Marienborg i Nordsjælland kunne heller ikke ændre på det.
Der var lagt op til en afstemning om et mistillidsvotum stillet af oppositionen mod Eva Kjer Hansen i folketingssalen onsdag i næste uge. Det havde De Konservative tilkendegivet, at de ville stemme for.
Eva Kjer Hansen har dog indtil i dag fastholdt, at hun ikke ville gå af, og Lars Løkke Rasmussen har forsvaret hende.
Han har sågar indikeret, at et folketingsvalg var mere sandsynligt end en ministerfyring.
https://www.facebook.com/larsloekke/posts/10153906368683788