Løkke efter regeringsforhandlinger: Nu skal der partier og papirer på bordet

Moderaterne mener ikke, at enhver bred regering er en god regering.

Moderaternes Lars Løkke Rasmussen ankommer til regeringsforhandlingerne på Marienborg tirsdag. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Det er ikke meget, man har hørt fra Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, siden valget for tre uger siden.

Men nu er der sket noget, siger Lars Løkke, og derfor er han klar til at kommentere regeringsforhandlingerne.

- Der er sket det meget historiske, at den socialdemokratiske fungerende statsminister vendte ryggen til den yderste venstrefløj. Og det er meget prisværdigt, siger han.

For Lars Løkke Rasmussen er det beviset på, at dansk politik kunne være på vej mod det, som Moderaterne gik til valg på: Et opgør med blokpolitikken og en bred regering over den politiske midte.

- Den røde blok er afmonteret - og der er ikke nogen blå blok. Og det er en ret fornuftig situation, siger han.

Han kalder det en "unik situation, som Moderaterne gerne vil være med til at dyrke".

For mange partier i forhandlingerne

Lige nu er syv partier tilbage i forhandlingerne udover Socialdemokratiet. Det er Venstre, Moderaterne, SF, Liberal Alliance, De Konservative, De Radikale og Dansk Folkeparti.

Og de partier spænder ifølge Lars Løkke så bredt, at det er svært for ham og Moderaterne at se et regeringssamarbejde, hvor alle otte partier indgår.

Løkke og Moderaterne efterspørger, at gruppen af partier, der er tilbage, indsnævres, og at forhandlingerne bliver mere konkrete - "der skal papirer og alvor på bordet", siger han.

- Derfor har vi sagt, at når vi mødes næste gang - hvis vi bliver indkaldt - at så må det også være, fordi den kongelige undersøger (Mette Frederiksen (S), red.) har en idé om, at det er de og de partier, der skal prøve at nå til vejs ende.

Også selvom det kan ende med, at Mette Frederiksen (S) ekskluderer Moderaterne fra forhandlingerne.

- Det er jo ikke til at vide. Men det er illusorisk at tro, at man kan blive ved med at sidde i det her med nærmest alle Folketingets partier undtagen to af hver fra de yderste fløje, siger Løkke.

- Det er naturligt for os at gå hele vejen. Men vi kan se os i begge roller (i regering og i opposition, red.). Det helt afgørende er, at vi undgår en situation, hvor vi bare får en bred regering for at få en bred regering.

'Bare fordi regeringen er bred, er den ikke god'

Men hvem skal så egentlig sidde med i regeringen, hvis det står til Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen?

Èn ting er sikkert: Det handler ikke om nogen - men om noget, som Løkke hele tiden har sagt.

Men skulle det ske, at det ender med en SV-regering, er det altså ikke nødvendigvis nok, mener Løkke.

- Det er ikke sådan, at bare fordi regeringen er bred, er den god. En SV-regering er en mindretalsregering. Det er jo ikke 'mission accomplished', fordi man laver en SV-regering.

Ifølge Løkke skal regeringen være bred nok til at tage hånd om nogle af samfundets helt store problemer. For ham gælder det klima, sundhed, skatter og afgifter, gode rammevilkår for erhvervslivet, og hvordan vi skaber et godt medborgerskab i vores samfund.

Men han er da også optimistisk.

- Jeg har en god oplevelse af, at vi har udviklet nogle gode overskrifter. Men det handler om, hvad der står under overskrifterne.

Kan du se en SMV-regering for dig?

- Det er da et bud. Men jeg hører da også, at folk begynder at melde anderledes. Venstre forsvor det her og har gjort det i en årrække og er nu havnet der, hvor de gerne vil afsøge det. Det er en bevægelse, der vil noget.

- Jeg hørte også den konservative formand tidligere i dag, der begyndte at åbne op.

- Jeg vil da hilse velkommen, hvis V og K vil være med i et sådant projekt.

Løkke luftede selv idéen for første gang i lang tid

Idéen om en bred regering over den politiske midte er bogstaveligt talt vokset i Lars Løkke Rasmussens baghave.

Dengang han var formand for Venstre under valget i 2019 luftede han for første gang idéen.

- Tiden har arbejdet for denne her tanke.

- Det er over tre et halvt år siden, at jeg selv sagde, at Danmark havde brug for en regering hen over midten. Det kom med sin pris at sige det. Men danskerne har nu kvitteret for det synspunkt, siger han med henvisning til valgets resultat.

- Socialdemokratiet, som gik til valg på en bred regering, er vokset. Moderaterne, som blev stiftet grundlovsdag i år, er Folketingets tredjestørste parti.

Indtil videre har Venstre, Konservative og Moderaterne været til møde på Marienborg, efter kredsen af partier blev indsnævret i går. Regeringsforhandlingerne fortsætter i morgen.