Løkke efter skæbnemøde: Der er sår, der skal heles

Lars Løkke bliver på posten som Venstres formand og kæmper for partiets projekt. Det siger han efter et syv timer langt krisemøde.

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen bliver på posten og kæmper for partiets projekt.

Det siger han på et pressemøde natten til onsdag efter et syv timer langt krisemøde i hovedbestyrelsen.

- Vi er fast forankret, Kristian og jeg, i en tro på, at vi sammen kan løfte den opgave at skabe ro og tryghed i Venstres egne rækker. Vi er meget opmærksomme på, at der er sår, der skal heles, siger Lars Løkke Rasmussen.

Venstre stadig i krise

Kristian Jensen tilføjer, at partiet stadig er i en krise.

- Den første delmålsætning, vi skal nå, er at få genvundet tilliden til os. Der har været mange holdninger, ord og indlæg i dag. Det er både min og Lars' vurdering, at alle de indlæg er kommet af kærlighed til Venstre. Ikke for at splitte Venstre, siger Kristian Jensen.