Løkke: Euro-forbeholdet det vigtigste

Lars Løkke Rasmussen udpeger nu euroforbeholdet som det vigtigste at komme af med. Finanskrisen gør behovet ekstra synligt, lyder det.

euroforbeholdet er det vigtigste af de danske forbehold, som skal afskaffes, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen. (© DR)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen slår fast, at euroforbeholdet er det vigtigste af de danske forbehold, som skal afskaffes. Han ønsker fortsat, at det skal ske i denne valgperiode, men han afviser over for Ritzau en hurtig folkeafstemning om det danske EU-forbehold på rets- og forsvarsområdet.

Statsministeren siger, at den finansielle krise har vist, at euroforbeholdet er det vigtigste.

Et par forudsætninger

- Men der er et par forudsætninger, der først skal på plads, siger Lars Løkke Rasmussen kort inden et møde med Storbritanniens premierminister, Gordon Brown, i London.

Han pointerer, at det først kan ske, efter at Lissabon-traktaten er blevet godkendt i Irland, samt på et tidspunkt, hvor han har samlet bred enighed om spørgsmålet i Folketinget.

To dage efter valget til Europa-Parlamentet krævede SF en hurtig folkeafstemning om rets- og forsvarsforbeholdet. SF's formand, Villy Søvndal, anklagede samtidig Lars Løkke Rasmussen for at være lammet af angst for vælgerne og Dansk Folkeparti efter Venstres valgresultat.

SF's gimmick

Løkke kalder i dag SF's forslag for "en gimmick" og afviser en afstemning om retsforbeholdet inden for kort tid.

- Hvis man ønsker at stå vagt omkring den danske flygtninge-, udlændinge- og indvandrerpolitik, så lader det sig simpelthen ikke gøre at droppe det danske retsforbehold inden for rammerne af den traktat, vi har nu. Det fordrer, at den nye traktat kommer på plads, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han har indkaldt Folketingets EU-positive partier til en drøftelse om emnet i morgen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk