Da Ekstra Bladet 16. marts ansøgte Statsministeriet om aktindsigt i alle bilag om forbruget af ”øl, vin, vand og spiritus”, mens Lars Løkke Rasmussen (V) var statsminister, blev V-formandens advokat orienteret om det bare 18 minutter efter af en konsulent fra Juridisk Afdeling i ministeriet.
Det skriver Information, der har talt med pressejurist Oluf Jørgensen. Han anfægter denne form for særbehandling, som giver Løkke mulighed for at forberede sig på ubehagelige sager, der måtte være på vej.
- Statsministeriet og andre offentlige myndigheder skal agere neutralt i forholdet mellem på den ene side journalister og på den anden side virksomheder eller personer, der udsættes for aktindsigt. Statsministeriet reagerer ikke neutralt, når ministeriet med orienteringen om udkastet til afgørelse giver Lars Løkke og hans rådgivere mulighed for at forhåndsspinne om det journalistiske arbejde, siger Oluf Jørgensen til Information.
Forspring til Løkke
14. april fik Ekstra Bladet svar på sin anmodning om aktindsigt, men da havde Løkke allerede i et døgn haft adgang til de bilag, som ministeriet havde tænkt sig at udlevere til avisen. HAns advokat, Nicolai Mallet, var ligeledes blevet ringet op og oplyst om opgørelsesmåden i de bilag, ministeriet ville udlevere.
På den måde kunne V-formanden forberede sig, hvilket betød, at han af egen drift offentliggjorde bilagene 15. april. Det skete på hans facebookprofil, mens han selv deltog i dronningens fødselsdagsfest på Christiansborg.
Løkke kom avisen i forkøbet og forsøgte at neddrosle betydningen af de 13 måltider med dertilhørende vin, som Løkke havde deltaget i i 2010 og 2011.
Ministeriet: God skik at informere Løkkes advokat
Men Ekstra Bladet endte med ikke at bruge de udleverede bilag som grundlag for en artikel, skriver Information, der har spurgt Statsministeriet, hvorfor Løkkes advokat har fået denne gode service i den pågældende sag.
Ministeriet forklarer, at hvis der begæres aktindsigt i offentlige ansattes personalesager, så skal de ifølge offentlighedsloven først underrettes. Selvom Løkke ikke var offentligt ansat, da han var statsminister, mener ministeriet alligevel, at det vil være ”i overensstemmelse med god forvaltningsskik”, hvis Nicolai Mallet, Løkkes advokat, ”fik mulighed for at afgive eventuelle bemærkninger, inden Statsministeriet traf afgørelse vedrørende den pågældende anmodning om aktindsigt.”
- En særlig service, der også omfatter mulighed for bemærkninger til udkastet og samtale mellem Statsministeriet og Løkkes advokat, før afgørelsen bliver sendt til journalisten, kalder Oluf Jørgensen det.
Ifølge de dokumenter, Information har fået indsigt i, er det ikke første gang, at Løkke gennem sin advokat får denne positive særbehandling, når pressen vil have indsigt i forhold, der kan blive ubehagelige for Venstre-formanden.