Finanslov og folketingsvalg kan bare komme an. Værre er det straks med indkøb og krøllede skjorter.

Lars Løkke Rasmussen har været i politik så længe, at der skal mere end arbejdsdage på 13 timer eller blot en enkelt friweekend på et halvt år til at stresse ham. Det er i hvert fald ikke direkte de mange arbejdstimer, men mere den manglende tid i den anden ende, der presser ham.

- Det skaber nogle praktiske problemer, hvis jeg lige skal nå at stryge en skjorte eller handle. Det, der i virkeligheden kan presse mig, er, hvis mine skjorter er ved at være slidte, og jeg skal finde tre timer til at komme hen til en butik og kigge på nye skjorter.

Når det gælder stress i ordets helt bogstavelige forstand, hvor det sætter fysisk og gør én syg, skal Lars Løkke tænke langt tilbage. Helt tilbage til tiden fra 1998 til 2001, hvor han var folketingsmedlem, amtsborgmester i Frederiksborg Amt og blev næstformand for Venstre.

- Det var ikke, fordi jeg brugte flere timer, end jeg gør nu, men det var noget roderi. Altså fordi så var jeg amtsborgmester, og så var jeg inde i Folketinget, og så var jeg folketingsmedlem, og så var jeg i Jylland og holde foredrag, og så var jeg Venstre-næstformand. Og så havde jeg også lige små børn og en hustru. Det var simpelthen 'too much'. Der var simpelthen for mange kasketter, fortæller Lars Løkke.

- Der var jeg ved, for at sige det ærligt, at blive slidt op. Og det kan man jo mærke i sin krop. Så har man pludselig et eller andet, der sådan knager i nakken, eller man føler sig oppustet. Man tænker, man er træt, men man kan alligevel ikke falde i søvn. Det er jo sådan nogle signaler.

I dag har han som landets på papiret mest magtfulde politiker travlt, men på et andet plan.

- Jeg kan sagtens have masser af travle uger, hvor jeg overhovedet ikke føler noget, der minder om stress. Min mor sagde altid til mig, at stress får man af det, man ikke når, siger Lars Løkke Rasmussen og erkender, at det dog ikke er alt, man kan styre i det politiske liv.

- Det stresser, hvis tingene ikke kører, som man har planlagt det, og det sker engang i mellem, fordi politik er jo en kontaktsport, og man er afhængig af andre. Der er nogle forløb, hvor der lige pludselig er noget, der ikke flasker sig, som man troede. Det er lidt ligesom at spille skak - så trækker de helt anderledes, og så kan det godt stresse tingene lidt op.

For at undgå stress gør statsministeren meget ud af ikke at tage for meget på sine skuldre.

- Jeg bilder mig selv ind - uden at være indbildsk - at jeg er sådan rimelig god til at koncentrere mig om det, jeg er midt i. Hvis man ligesom hele tiden responderer på den efterspørgsel, der er på én, så tror jeg, at man bliver stresset.

Den rutinerede Christiansborg-ræv ved dog også, at det i høj grad gælder om ikke at tage alt for meget til sig rent mentalt.

- Jeg kan jo ikke være ked af det, hver gang folk skriver noget grimt om mig på Facebook, så skulle jeg jo græde mig igennem hele min tilværelse.

- Man kan ikke lægge under på den måde for andres bedømmelse af én. Man er selvfølgelig nødt til at tage det alvorligt, fordi det er demokrati, og man skal vælges. Så hvis alt for mange er sure på en, så kan man jo ikke være her længere. Men det er sådan i politik, at der kan man kun blive populær, når man er holdt op, siger Lars Løkke Rasmussen.

På trods af sine blot 41 år har Mette Frederiksen været i dansk politik i næsten 20 år.

Så den socialdemokratiske partiformand og statsministerkandidat har også lært sig selv at begå sig i politikkens til tider stressende verden. Og selvom hun som de fleste politikere arbejder rigtig mange timer i døgnet, så er det for hende heller ikke den fysiske arbejdstid, der stresser.

- Jeg tror egentlig sjældent, det er selve arbejdsbyrden, der kan stresse eller presse os. Jeg tror, mange bliver ramt af krydspresset mellem at skulle være tilstede i det rigtige liv, og så også at levere arbejdsmæssigt eller sportsligt, eller hvor det nu er, man skal præstere henne, siger Mette Frederiksen og skynder sig at forklare, hvad hun mener med 'det rigtige liv':

- Nu kalder jeg det for 'det rigtige liv'. Politik er også rigtigt. Men det rigtige liv er jo trods alt, at jeg er mor og er forpligtet over for min familie og har et ansvar for nogle mennesker.

Mette Frederiksen har datteren Ida Feline på 16 og sønnen Magne på 12 fra et tidligere ægteskab. Så for hende har det igennem mange år været nødvendigt at holde styr på prioriteringerne.

- Det handler om at få det delt ind i kasser. En lille del er meget, meget vigtigt. Alt det andet er vigtigt, men ikke det vigtigste. Og alt det, der er vigtigt - men ikke det vigtigste, skal du på en eller anden måde få parkeret væk, når du skal være nærværende over for andre.

- Så jeg synes, det er noget med at have modet til at være præcis i at prioritere. Hvad skal jeg stå til rådighed for her og nu, og hvad kan godt vente, forklarer statsministerkandidaten.

Sidste år var polikeren og moderen netop ude i en situation, hvor der skulle prioriteres benhårdt mellem arbejde og privatliv.

Da Socialdemokraterne meldte ud, at de ville danne en ren socialdemokratisk regering efter valget, brækkede hendes dreng kravebenet samme dag.

- Der skulle jeg jonglere mellem at få talt ordentligt med Morten Østergaard (politisk leder for Radikale Venstre, red), som er en rigtig god kollega, og være på Herlev sygehus.

- Jeg havde aftalt at mødes med Morten, og lige da han er på vej ind ad døren, bliver der ringet fra Magnes' skole, at han er kørt afsted i ambulance. Og så er der simpelthen ikke andet for end at smide alt, hvad du har i hænderne. Lige så snart man hører ordet ambulance, så... et kraveben er ret let at håndtere for sundhedsvæsenet, til gengæld gør det mega ondt.

Som Mette Frederiksen siger, så var det en af de dage, hun ønskede, at der var nogle ekstra timer i livet. Og i de situationer kender hun sin egen krop og de signaler, den sender.

- Jeg kan mærke det ved, at jeg vågner tidligere om morgenen og ikke kan falde i søvn igen. Jeg kommer ligesom for hurtigt ud af søvnen, og det tror jeg simpelthen er fordi, der ligger en masse og kører rundt, fortæller Mette Frederiksen.

Leder af Radikale Venstre Morten Østergaard er et omvandrende eksempel på, at det aldrig er for sent at lære. Den 42-årige politiker øver sig nemlig til stadighed i at sige nej, så han får en mindre presset hverdag.

- Det stresser mig, hvis jeg har en liste med ti ting, jeg gerne vil nå, og så når man to, og der kommer fem nye til. Det er sådan noget med, om man nu når det hele. Der er hele tiden noget, der ligger og nager. Uhh, de skulle også lige have et svar. Og jeg skal også lige huske at skrive til folk, der har skrevet til mig, forklarer han.

Netop det med at holde fokus på én ting og få tænkt det igennem til bunds er der nemlig sjældent tid til, mener Morten Østergaard.

Han er godt klar over, at det er et arbejdsvilkår for ham og hans Christiansborg-kolleger, og derfor kalder han da også sig selv og sine medpolitikere for nogle 'adrenalinjunkies', der gerne helt tiden vil være på og med.

- Hvis der, mens vi sidder og snakker her, bliver lavet en stor politisk aftale, jamen så er det jo det, jeg skal bruge resten af dagen på. Det kan også være, at det banker på døren om lidt, og vi får at vide, at nu har statsministeren udskrevet valg. Den der uforudsigelighed er jo både en del af charmen, men det er også den, som man nemt kan knække på. For det er jo virkelig en stressfaktor, forklarer den radikale leder.

Så selvom man er forberedt på lidt af hvert som toppolitiker, så kan tingene hurtigt komme ud af kontrol.

- Hvis jeg i et interview siger et eller andet balstyrisk, så ved jeg, at det jo kan blive spillet 1.000 gange i de kommende dage og uger. Der skal ikke ret meget udsving til, så er vi der, hvor det sker.

- Det pres må ikke blive en kappe, der holder én nede. Så man bliver mere bange for at gøre noget forkert end ivrig for at gøre noget, der skubber fremad. Og den følelse skal man kæmpe med, lyder det fra Morten Østergaard.