Løkke fyrer Rønn og sætter uvildig undersøgelse i gang

Birthe Rønn Hornbech er blevet fyret som minister, og statsminister Lars Løkke Rasmussen sætter nu en uvildig undersøgelse i gang.

Birthe Rønn Hornbech er fyret som integrations- og kirkeminister. (Foto: Rune Evensen © Scanpix)

Birthe Rønn Hornbech er blevet fyret både som integrationsminister og kirkeminister af statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Han har desuden besluttet at sætte en uvildig redegørelse i gang, og der nedsættes nu en undersøgelseskommission.

Birthe Rønn Hornbech afleverede i går redegørelsen om Integrationsministeriets behandling af ansøgninger om indfødsret fra statsløse personer født i Danmark til statsministeren.

Vejledt forkert

- Redegørelsen viser, at 36 statsløse personer fejlagtigt har fået afslag på at få dansk indfødsret, og at Folketinget burde have været orienteret om sagen på et væsentligt tidligere tidspunkt, end det skete, skriver Lars Løkke Rasmussen.

Han har noteret sig, at ministeren har beklaget forholdene og har rettet op på fejlene ved af egen drift at genoptage de 36 sager og kontakte de statsløse personer, der kan være vejledt forkert.

- Regeringen har, i lyset af de mange spørgsmål, som sagen har givet anledning til, besluttet, at der bør gennemføres en uvildig undersøgelse af sagen, og der nedsættes derfor nu en undersøgelseskommission, står der i pressemeddelelsen fra Statsministeriet.

Justitsminister Lars Barfoed skal straks udarbejde et kommissorium for undersøgelsen og forelægge det for Folketinget.

Facebook
Twitter