Løkke: Ghettoer ikke som resten af Danmark

Statsministeren sætter spørgsmålstegn ved, om ghettoerne overhovedet er en del af Danmark: De har en helt anden natur, erklærer han.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen holdt i dag sit første pressemøde i det nye folketingsår. (© DR)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen mener, det er et åbent spørgsmål, om beboerne i landets forskellige ghetto-områder overhovedet er en del af danskerne og af Danmark.

- Vi har nogle byområder, hvor man kan stille spørgsmålstegn ved, om det i virkeligheden er Danmark, sagde statsministeren tirsdag på sit pressemøde i Statsministeriet.

- En helt anden natur

Lars Løkke Rasmussen gav flere eksempler på, hvorfor man kan have sine tvivl:

- Fordi dansk er et sprog, der tales af et mindretal, sagde han. - Fordi børn kan lege ude på gaden om aftenen. Fordi forældrene ikke skal op til noget næste dag. Fordi alle paraboler er rettet væk fra danske nyhedsudsendelser mod fjernere egne, som man orienterer sig imod.

- Fordi danske normer omkring tillid, ligestilling, retssystem, respekt for offentlige myndigheder ikke er til stede.

- Og hvis ikke vi forstår, at de områder, vi her taler om, i virkeligheden har en helt anden natur end resten af Danmark, går vi galt i byen.

Indsats på mange områder

Lars Løkke Rasmussen sagde, at regeringen har gjort meget og brugt tocifrede milliardbeløb på ghetto-områderne.

- Men det er ikke gjort med boligløft og at male facader, sagde han. - Det er heller ikke gjort med mere politi.

- Det kræver en samlet indsats på socialområdet, politi- og retsområdet, undervisningsområdet og beskæftigelsesområdet for at få "lagt arm" med de problemer, der er derude.

Politi er ikke nok

Lars Løkke Rasmussens bemærkninger om ghetto-problemerne kom, da han blev bedt om at kommentere S-SF's udspil om ghettoer. Et udspil, der også omfatter 200 ekstra politibetjente i områderne.

- Synligt politi er en del af løsningen, men det er ikke hele løsningen, kommenterede statsministeren.

Regeringsudspil efter efterårsferien

Regeringen vil komme med sit ghetto-udspil umiddelbart efter efterårsferien.

- Der er 29 boligområder, hvor det blinker virkelig rødt, og der vi vi trække alle vores ressourcer hen, sagde Løkke.

Facebook
Twitter