Løkke giver Grønland og Færøerne frit løb med fremtidige forfatninger

Efter rigsmøde mellem Danmark, Færøerne og Grønland siger Løkke, at han respekterer ønsker om selvstændighed.

Begge lande frit vælge at arbejde frem mod egne forfatninger, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Grønland og Færøerne kan frit vælge, om de vil arbejde med egne forfatninger, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter rigsmødet i Grønland fredag.

På mødet mellem Lars Løkke Rasmussen, lagmand Aksel V. Johannesen og formand for Naalakkersuisut (Landsstyret) Kim Kielsen har der især været fokus på, om Færøerne og Grønland skal have egne forfatninger og økonomi.

Rigsfællesskabet gør landene stærkere, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen, som også respekterer landenes ønske om selvstændighed.

- Jeg synes, rigsfællesskabet gør os stærkere, og det har jeg fået bekræftet på mødet i dag. Samtidig har jeg respekt for, at der både på Færøerne og i Grønland er ønsker om at arbejde med egne forfatninger, siger statsministeren i en kommentar og tilføjer:

- Det kan begge lande frit vælge at gøre. Regeringen er positiv over for dialog med Færøerne og Grønland om de spørgsmål, der måtte opstå i forbindelse med forfatningsarbejdet. Det fremgår også af regeringsgrundlaget, siger han.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk