Løkke har i årevis ønsket opgør med lærernes arbejdstid

Lærerne burde blive belønnet for, hvor meget de underviser, lød det fra Løkke i interviewbog.

Lærerne burde blive belønnet for, hvor meget de underviser, lød det fra Løkke i interviewbog. (Foto: Torkil Adsersen © Scanpix)

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen,

varslede
allerede for syv år siden et skarpt opgør med Danmarks Lærerforening, skriver Politiken.

I 2006 erklærede Lars Løkke Rasmussen i interviewbogen Løkkeland, at skolelærernes lønsystem var dårligt skruet sammen, fordi lærerne bliver belønnet for opgaver, hvor de ikke står bag katederet, men bruger tid på administration.

- Lærerne er skyld i det

Men Danmarks Lærerforening har forhindret, at systemet laves om, og modspillet mod lærerne har, sagde Løkke i bogen, ikke været stort og stærkt nok. Endnu.

- Den økonomiressource, der er til dig som lærer, er skruet sådan sammen, at hvis du gør noget mere, honoreres du med at skulle undervise noget mindre, udtaler Lars Løkke Rasmussen i bogen ifølge Politiken.

- Hvor det jo havde været bedre at give de lærere, der underviser ekstra, flere penge. Men at det ikke sker, er Danmarks Lærerforenings skyld, skriver han videre.

I den aktuelle konflikt om lærernes arbejdstid tegner alt til, at det vil være Venstre, der skal bære et eventuelt indgreb i lærerkonflikten gennem Folketinget.

Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti har de seneste uger placeret sig klart på Danmarks Lærerforenings side i konflikten.

Vil ikke tale om indgreb

Lars Løkke Rasmussen står ifølge Politikens oplysninger helt ved sine synspunkter fra 2006, men ønsker ikke at udtale sig om et eventuelt indgreb.

Uddannelsesordfører Karen Ellemann (V) mener dog, at Løkkes budskaber i bogen fint rammer dagens situation.

- Et lønsystem, der fokuserer på, at man får løn for det, som er kerneopgaven, forekommer mig at være meget indlysende, tilføjer hun til Politiken.

/ritzau/

Facebook
Twitter