Løkke-kritiker fik selv gratis tøj

Den tidligere V-formand Henning Christophersens kritik af Lars Løkke giver nu bagslag. For forgængeren fik selv gratis jakker, hævder Venstre.

Venstre siger, at kritiske Henning Christophersen selv fik gratis tøj af partiet, da han var formand.

Den tidligere Venstre-formand Henning Christophersen vakte opsigt, da han torsdag stod frem med kritik af, at hans efterfølger Lars Løkke Rasmussen har brugt partipenge på tøj og sko.

I alt for et beløb på 152.000 kr. til jakker, skjorter, undertøj, sko og andet.

- Jeg vil godt lige gøre opmærksom på, at statsministeren og udenrigsministeren har et særligt repræsentationstillæg, blandt andet til at klæde sig ordentligt, så man skulle tro, at det kunne dække det, siger Henning Christophersen.

En tradition i Venstre

Kritikken var blandt samtaleemnerne, da Lars Løkke Rasmussen i dag holdt reception i København i anledning af sin 50 års fødselsdag. Mange ville ikke kommentere kritikken, men Venstres politiske ordfører Inger Støjberg var blandt undtagelserne.

- Lars har selv betalt for det tøj, han har valgt at bruge, og så synes jeg sådan set ikke, at der er så meget mere i det.

Inger Støjberg kunne senere på dagen tilføje den detalje, at den kritiske Henning Christophersen selv har fået gratis tøj af partiorganisationen, dengang han var formand.

- Der har altid været en tradition i Venstre for, at de formænd vi har, låner tøj, når de laver kampagner, siger hun.

Husker ikke gratis tøj

Forelagt dette, siger Henning Christophersen:

- Det kan jeg ikke huske, det er jo mange år siden, men det tror jeg ikke, jeg har fået.

Henning Christophersen var formand for Venstre i perioden 1978 til 1984.

Dengang blev han netop bemærket for sit tøjvalg, fordi han pludselig skiftede tøjstil og begyndte at føre sig frem i tweed-jakker. Det gav ham tilnavnet "hyggelige Henning" og var med til at give V-formanden en rundere og mere bredt appellerende profil.

Handler om beløbets størrelse

Men uanset om tweed-jakkerne kan være betalt af Venstre, er Henning Christophersen i hvert fald sikker på, at tøjtilskuddet dengang var på et meget lavere niveau end nu.

- Det er mængden af tøj og beløbets størrelse jeg kritiserer. Jeg har jo svært ved at se, hvordan man kan bruge så meget tøj, siger Henning Christophersen.

Facebook
Twitter