Løkke kritiseres for dobbeltmoral: Iscenesætter sig som grøn messias

Statsministerens globale initiativ for klimaet stemmer ikke overens med regeringens hjemlige politik, lyder kritikken fra flere sider.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lancerer i dag i FN i New York et globalt klimasamarbejde med en række andre lande og 91 storbyer verden over. Koalitionen forpligter sig til at arbejde for de klimamål, der er fastsat i Paris-aftalen, og som præsident Donald Trump har afvist. (Foto: TIMOTHY A. Clary © Scanpix)

Det klinger hult og er direkte dobbeltmoralsk, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) stiller sig i spidsen for en koalition af lande og byer verden over, der forpligter sig til at arbejde for at nå klimamålene i Paris-aftalen fra 2015.

Sådan lyder kritikken fra flere organisationer og partier i forbindelse med, at Løkke ved FN’s Generalforsamling i New York vil annoncere den nye klimakoalition, der har fået navnet P4G.

For mens statsministeren i udlandet betoner vigtigheden en grøn klimadagsorden, så lader regeringens egne initiativerhjemmefronten meget tilbage at ønske, mener man eksempelvis i WWF Verdensnaturfond.

- Klimaproblemet skal ikke bare løses ude i verden. Vi skal også gøre vores indsats, og det er vigtigt, at Danmark spiller en rolle som foregangsland.

- Hidtil har vi set Venstre trække den danske klimaindsats ned, ned og atter ned. Vi har udskudt målsætninger, vi har fået nedskæringer, og regeringen har taget forskellige initiativer, som øger det dansk CO2-udslip, siger organisationens klima- og miljøchef, John Nordbo.

Han peger blandt andet på regeringens landbrugspakke, afskaffelsen af PSO-afgiften samt forslaget om at reducere registreringsafgiften yderligere som eksempler på en alt andet end grøn dagsorden i regeringen.

- Det er alt sammen noget, der fører til øget CO2-udslip, og vi har ikke set nogen andre initiativer, der skal reducere det. Tværtimod har vi set, at regeringen har afskaffet en række klimamål, siger John Nordbo.

Savner en hjemlig ambition

Samme toner lyder i den grønne tænketank Concito, hvor international chef Jarl Krausing først og fremmest kalder Lars Løkke Rasmussens nye klimakoalition for et ”godt initiativ”, men samtidig har svært ved at få øje på en grøn dagsorden for Danmark fra regeringens side.

- Man kunne godt tænke sig, at regeringen havde en tilsvarende vision om at lancere en ambitiøs koalition også i Danmark for dem, der vil den grønne omstilling helt seriøst.

- Så der er lidt afstand mellem, hvad vi prøver at gøre internationalt, og hvordan vi taler om den grønne omstilling herhjemme, siger Jarl Krausing.

Statsministerens globale P4G-initiativ har til hensigt at fremme konkrete løsninger på FN’s verdensmål og klimaaftalen fra Paris. Netop klimaaftalen valgte præsident Donald Trump tidligere i år at trække USA ud af.

En række amerikanske storbyer som Los Angeles, New York, Chicago og Houston er imidlertid med i P4G-koalitionen og forpligter sig dermed til at overholde Paris-aftalen modsat USA’s føderale regering. I alt er 91 storbyer og en række lande med i koalitionen.

Paris-aftalen går kort fortalt ud på, at næsten 200 lande i 2015 forpligtede sig til, at den gennemsnitlige globale temperaturstigning skal holdes under to grader. Ambitionen er at holde temperaturstigningen under 1,5 grad.

Løkke som grøn messias

Fra Christiansborg roser flere partier i første omgang Lars Løkkes initiativ, men følger hurtigt roserne op med løftede pegefingre og kritik af, at regeringen ikke gør nok for klimaet på den hjemlige politiske scene.

- I øjeblikket har vi en ”mr. Løkke klima”, når han besøger de bonede gulve i udlandet. Der praler han af det, som vi andre gennemførte for nogle år siden. Men når han kommer hjem, er det ”sorte Løkke”, der tager over, og så handler det om at gøre sorte biler billigere og stoppe enhver grøn omstilling, siger udenrigsordfører Martin Lidegaard fra De Radikale.

Han henviser til regeringens planer om at sænke registreringsafgiften på biler, som vil gøre store benzinslugende biler billigere, og Martin Lidegaard kan ikke få øje på grønne initiativer fra regeringen.

Det kan Enhedslistens klimaordfører, Maria Reumert Gjerding, heller ikke.

Hun kaldet det direkte ”dobbeltmoralsk”, at statsministeren i New York taler om behovet for at sikre global opbakning bag Paris-aftalen og verdensmålene, mens regeringen blandt andet har droppet at fastsætte et CO2-reduktionsmål for 2030.

- Det er noget paradoksalt, at vi har en statsminister, der iscenesætter sig selv internationalt som den grønne messias, samtidig med at hans regering i Danmark ikke har gjort andet end at modarbejde vores grønne dagsorden herhjemme, siger Maria Reumert Gjerding.

- Herhjemme er han kulsort. Det må man bare sige. Og det halter gevaldigt med hans troværdighed, siger hun.

Minister: Vi er meget grønne

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt afviser kritikken fra både organisationer og partier, som han ”slet ikke kan genkende”.

Danmark og den danske regering står i høj grad for en grøn omstilling, lyder svaret.

- Danmark er meget, meget ambitiøs. Det er Lars Løkke og den danske regering også. Også på hjemmefronten. Resten af verden kigger til Danmark og den måde, vi har skruet vores klima- og energipolitik sammen på.

- Jeg kan garantere dig for, at statsministeren både er en miljø- og klimaforkæmper, og jeg glæder mig over, at resten af verden bakker op om Danmark og den danske statsministers initiativ. Det har vi god grund til at være stolte af i Danmark, siger Lars Christian Lilleholt.

Vil man så også se det, når han kommer hjem fra New York?

- Jamen, vi fører jo i forvejen en meget grøn og klimavenlig politik. Det er også sådan, at jeg i det kommende halve år skal i gang med at præsentere en energiaftale. Der er det helt klart min ambition at fortsætte den grønne omstilling, siger klimaministeren.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk