Løkke: Kun støttesoldater om fire år

Efter 2014 skal der ikke være flere danske kamptropper i Afghanistan, lyder det fra statsministeren. Men danskere vil stadig træne afghanske soldater.

Der vil stadig være danske soldater - men ikke kampsoldater - i Afghanistan efter 2014. Det siger Lars Løkke Rasmussen, som her taler med Afghanistans præsident Hamid Karzai.

Danmark skal ikke have kamptropper i Afghanistan efter 2014. Derimod vil danske soldater fortsat træne afghanske soldater efter det tidspunkt.

Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i dag ved Natos topmøde i Lissabon.

Møde med Cameron

Han peger på, at det er afgørende at afstemme skiftet med vore allierede - især briterne, som vi kæmper sammen med i den sydlige Helmand-provins, forklarer Løkke.

- Derfor havde jeg i går også et langt møde med David Cameron. Vi ser ens på de udfordringer, vi står overfor, siger statsministeren.

David Cameron er den britiske premierminister.

Vil ikke sige hvor mange

Lars Løkke Rasmussen vil ikke kommentere, hvor mange danske soldater efter 2014, som skal træne afghanske sikkerhedsstyrker.

Det er især den afghanske præsident Hamid Karzai, som satte det mål, at landet efter 2014 kunne klare sig selv, påpeger Lars Løkke Rasmussen.

- Fra begyndelsen af 2011 begynder vi rejsen mod det mål. Men det er ikke et mål, som betyder, at der ikke skal være et internationalt engagement i Afghanistan efter 2014. Derfor vil der også være et dansk engagement efter 2014, siger statsministeren.

Fra kamp til træning

Dansk militært personale skal både træne og støtte afghanske soldater.

Målet er at skifte fra soldater i kamp over træning til en stadig større civil indsats. Derfor har Danmark de seneste år fordoblet ulandsbistanden til Afghanistan, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

Facebook
Twitter