Løkke løfter sløret for valgdato: Her skal vi stemme til Europa-Parlamentet

Det næste valg til Europa-Parlamentet bliver søndag den 26. maj 2019.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil dog ikke ud med, hvornår det næste folketingsvalg finder sted. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det bliver søndag den 26. maj 2019, at de danske vælgere skal tage stilling til, hvem der fremover skal repræsentere dem i Europa-Parlamentet.

Det har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) netop fortalt i sin åbningstale i Folketinget.

- Et vigtigt valg i en særlig tid. For Danmark. For Europa, sagde statsministeren fra talerstolen.

Valget til Europa-Parlamentet bliver afholdt hvert femte år i alle EU’s medlemsstater. Det seneste fandt sted i slutningen af maj 2014, og derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at det kommende finder sted i maj næste år.

De enkelte EU-lande har dog forskellige valgregler og -traditioner, og derfor har man fra EU's side givet landene mulighed for at afholde det næste valg fra torsdag den 23. til søndag den 26. maj.

Holland afholder det eksempelvis den 23., mens Malta afholder det den 25. maj. Men Danmark har nu besluttet sig for at afholde det den 26. maj sammen med blandt andre Belgien, Bulgarien, Frankrig og Sverige.

Det seneste europaparlamentsvalg i Danmark fandt også sted en søndag, nemlig søndag den 25. maj.

Ekstra plads til Danmark

Det bliver niende gang, at de danske vælgere skal stemme om, hvem der skal sidde i Europa-Parlamentet for Danmark.

Det bliver samtidig det første parlamentsvalg, efter at Storbritannien til marts næste år forlader EU-fællesskabet, og det betyder, at det samlede antal parlamentarikere vil falde fra 751 i dag til 705.

Trods det vil Danmark få et ekstra sæde i parlamentet. Hvor vi i dag har 13 parlamentarikere, vil vi fremover få 14

Statsministeren brugte en del af sin åbningstale på at tale om netop EU-samarbejdet, og han understregede blandt andet, at Danmark ”skal stå sammen med resten af Europa” og ”deltage aktivt” i samarbejdet.

- Der er ikke en modsætning mellem dansk suverænitet og et stærkt engagement i Europa. Tværtimod, sagde han og pointerede, at Danmark har ”masser at byde ind med” i forhold til resten af Europa.

Statsministerens åbningstale markerer, at folketingsåret formelt set går i gang. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Intet nyt om folketingsvalget

- Flere og flere ser mod Danmark som et forbillede for deres egne samfund. Den danske flexicurity-model. Vores tilgang til migration. Digitalisering. Grøn omstilling, nævnte han blandt andet.

- Og et Europa, der står sammen, bliver stadig vigtigere for Danmark. Det, vi før har taget for givet, er nu i spil, sagde statsministeren, hvis egen søn, Bergur Løkke Rasmussen, selv går efter en plads i parlamentet.

Valget til Europa-Parlamentet er dog ikke det eneste valg, danskerne kan se frem til.

Inden den 18. juni næste år skal der være blevet afholdt folketingsvalg, og det er op til statsministeren at beslutte, hvornår det valg skal finde sted.

Men den dato ville han dog ikke røbe under sin tale.

- Datoen for folketingsvalget venter jeg så med.