Løkke lykønsker USA med bin Ladens død

Osama bin Ladens død er en skelsættende og markant begivenhed i den globale indsats mod terror, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen og lykønsker USA.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen siger, at truslen om terror stadig består.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen siger, at Osama bin Ladens død er en skelsættende og markant begivenhed i den globale indsats mod terror.

- Jeg lykønsker præsident Obama og det amerikanske folk med, at det er lykkedes at afslutte bin Ladens æra af samvittighedsløs og umenneskelig vold og ødelæggelse, siger Lars Løkke Rasmussen.

- På denne historiske dag skal vi tænke på de tusinder, som har mistet livet eller på anden måde er ramt af bin Ladens og al-Qaedas terror. Den 11. september 2001 var ikke kun et angreb på USA, men på os alle, siger Lars Løkke Rasmussen.

Truslen består

Lars Løkke Rasmussen understreger at truslen om terror stadig består.

- Men drabet på bin Laden viser, at vores stærke og vedholdende internationale indsats mod terror skaber resultater. I dag er et bevis på, at vi ved at stå sammen og ved at stå fast på vores grundlæggende værdier vil sejre i kampen for frihed og demokrati, siger statsministeren.