Løkke med nyt mål: Ghettoer skal afvikles helt

Statsministeren gør klar til det store opgør med parallelsamfund. Nogle steder skal beton brydes ned.

- Når jeg besøger for eksempel Vollsmose er magtesløsheden og isolationen desværre den samme, som da jeg var der sidst, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin nytårstale.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er nået til den erkendelse, at der skal nye boller på suppen, hvis problemerne med parallelsamfund og ghettoer i Danmark skal løses.

I sin nytårstale lancerer han derfor et nyt mål: Ghettoer skal afvikles helt.

- Jeg er nået til den erkendelse, at der er brug for en langt mere præcis indsats. Hvor vi ikke generer samtlige danskere i hele Danmark. Men sætter ind de steder, hvor problemerne er størst. Og kun dér:

Regeringens ghettoudspil

Regeringen vil i et nyt ghettoudspil, der skal komme parallelsamfund til livs, gøre det muligt at straffe kriminalitet begået i udvalgte zoner dobbelt så hårdt som normalt. Det skal gøre det tryggere at bo i udsatte boligområder. Regeringen lægger desuden op til at styrke politiindsatsen i udvalgte områder.

Se Tema

- For det første skal vi ikke længere lappe på årtiers fejlslagen politik. Vi skal sætte et nyt mål om at afvikle ghettoerne helt. Nogle steder ved at bryde betonen ned. Rive bygninger ned. Sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder, siger statsministeren.

Allerede i oktober sidste år talte Lars Løkke Rasmussen om "sorte huller på Danmarkskortet", da Folketinget åbnede. Her bebudede han en stribe forslag, der skal viske parallelsamfundene på Danmarkskortet ud.

Det står blandt andet klart, at statsministeren er parat til at gøre op med det kommunale selvstyre for at bekæmpe de parallelsamfund, hvor mange lever efter andre normer end de gængse i Danmark.

Udspil kommer snart

Ifølge Løkke er vi nået dertil, hvor illusionen om, at parallelsamfund og ghettoer nok skal forsvinde, hvis vi bare giver det tid, må droppes.

- Det gør de ikke. Når jeg besøger for eksempel Vollsmose er magtesløsheden og isolationen desværre den samme, som da jeg var der sidst. Ja, måske endda værre. Jeg oplever, at danske regler, love og normer kommer til kort i områder, der ikke er danske i deres værdier, siger Løkke.

Det var oprindeligt regeringens plan at lancere et udspil om parallelsamfund i december, men det blev udskudt. Nu lyder det ifølge statsministeren, at det kommer "i starten af det nye år".

Derfor er det også sparsomt med konkrete initiativer indtil videre, men Løkke nævner i sin nytårstale, at der skal særligt fokus på de børn, der vokser op i en ghetto.

- Der er børn, som starter i skolen uden at kunne ordentligt dansk. De børn er bagud på point, Mange af dem indhenter aldrig deres jævnaldrende. Det kan vi voksne ikke være bekendt, siger Løkke:

- For nogle børn kan det være løsningen at komme tidligere i dagsinstitution. Ud af hjemmet i ghettoen og ind i et dansk miljø, siger statsministeren.

Tilbage i oktober konstaterede Lars Løkke Rasmussen, at det kan komme på tale med en stærkere central styring af nogle skoler - sågar at staten tager kontrollen direkte.

- Vi blander os normalt ikke. Men holder det i længden?

- Hvis vi kan se, at der er områder i Danmark, hvor skolerne år efter år ikke leverer den undervisning, der skal til – skal vi så bare sidde og se på det, eller skal vi intervenere? Enten ved simpelthen at overtage skolerne, eller ved hjælp af diktat? Eller udvikle et eller andet incitament?, sagde Løkke i oktober.

  • GHETTOLISTE 2017
  • Mjølnerparken, København
  • Gadelandet/Husumgård København, ny på listen
  • Tingbjerg/Utterslevhuse, København
  • Bispeparken, København
  • Tåstrupgård, Høje Taastrup
  • Gadehavegård, Høje Taastrup
  • Agervang, Holbæk
  • Ringparken, Slagelse
  • Motalavej, Slagelse
  • Lindholm, Guldborgsund, ny på listen
  • Solbakken mv, Odense
  • Vollsmose, Odense
  • Nørager/Søstjernevej m.fl, Sønderborg
  • Stengårdsvej, Esbjerg
  • Korskærparken, Fredericia
  • Sundparken, Horsens
  • Munkebo, Kolding
  • Skovvejen/Skovparken, Kolding
  • Finlandsparken, Vejle
  • Bispehaven, Aarhus
  • Skovgårdsparken, Aarhus
  • Gellerupparken/Toveshøj, Aarhus