Løkke meldt til politiet for bedrageri

Hørsholms borgmester, Uffe Thorndal, har anmeldt statsminister Lars Løkke Rasmussens til politiet for bilagsfusk til i alt 750.000 kroner.

Hørsholms borgmester, Uffe Thorndal, har anmeldt statsminister Lars Løkke Rasmussens til politiet for bilagsfusk til i alt 750.000 kroner og for at bringe sin ministerchaufførs liv i fare. (© DR)

Statsminister Lars Løkke Rasmussens bilagsrod er nu for første gang blevet en sag for politiet.

Hørsholms borgmester, Uffe Thorndal, der har været kilden til mange af historierne om Løkkes bilag det seneste år, anmeldte fredag statsministeren til Helsingør Politi for mandatsvig, bedrageri og for at bringe sin ministerchaufførs liv i fare ved at presse ham til at køre i 18 timer uden et ordentligt hvil.

Lovovertrædelserne skulle have fundet sted fra Løkke blev amtsborgmester i Frederiksborg Amt i 1998 og i hans ministertid efter 2001.

Ikke personlig hetz

Uffe Thorndal lækkede bilagssagerne til pressen i marts 2008. Han ragede uklar med sit parti og måtte siden melde sig ud af De Konservative.

Thorndal lægger ikke skjul på, at han ikke bryder sig om Lars Løkke Rasmussen, men han fastholder, at politianmeldelsen handler om principper:

- Det, jeg gør her, har ikke noget at gøre med personlige holdninger til Lars Løkke Rasmussen. Det handler om, det efter min mening ikke er rimeligt, at en politisk leder af Danmark gør de ting, han har gjort, siger Uffe Thorndal.

Efter meget skriveri i pressen sidste år, bad Løkke en revisor om at kigge bilagene igennem. Og det endte med, at han betalte 3782,50 kroner tilbage.

Svag sag

Politiet har ikke været involveret i sagen hidtil, men nu har Uffe Thorndal samlet flere hundrede sider bilag og anmeldt Løkke for misbrug af 750.000 skattekroner og for at få sin ministerchauffør til at køre 18 timer uden et ordentligt hvil.

Det er ofte svært at løfte bevisbyrden i bilagssager som denne, så det er tvivlsomt, om Løkke nogensinde bliver sigtet for noget, vurderer juraprofessor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet. Men Uffe Thorndal er alligevel i sin gode ret til at melde Løkke til politiet.

- Det, jeg har set af dokumentationen virker ikke overbevisende. Men det er klart, at det er det, politiet nu skal se på og vurdere, om der overhovedet er grundlag for at igangsætte en efterforskning, siger Lars Bo Langsted.

Middage, fadøl og cigaretter

Den første del af Thorndals anklager mod Lars Løkke Rasmussen går på mandatsvig. Ifølge politianmeldelsen han har brugt op mod 600.000 kroner på middage, rejser, hotelophold og mindre udgifter til blandt andet cigaretter og aviser.

Som alle andre folketingsmedlemmer får Lars Løkke Rasmussen 5000 kroner om måneden i et såkaldt omkostningstillæg til repræsentationsudgifter. Ifølge Uffe Thorndal har han imidlertid brugt de penge til sit privatforbrug og i stedet ladet Frederiksborg Amt og sidenhen sine ministerier betale regningerne.

Tallet 600.000 kroner er Uffe Thorndals skøn for, hvor meget Løkke har brugt fra 1998 til i dag. I anmeldelsen er der kun dokumentation for en lille del af disse udgifter.

Den anden del af anklagen handler om bedrageri. I perioden 1998 til 2001 lod Lars Løkke Rasmussen Fredriksborg Amt betale taxaregninger for 150.000 kroner, som ifølge Thorndal burde være betalt af Venstre eller Løkke selv.

Meget lang køretur

I 2006 var Lars Løkke Rasmussen på ferie med familien i Belgien. Han skulle hjem til Danmark for at holde grundlovstaler, så han fik sin ministerchauffør til at hente ham i byen Antwerpen.

Chaufføren forlod København klokken 7 om morgenen søndag d. 4. juni 2006. Han kører til Antwerpen og kører tilbage mod Danmark. Først klokken 1.30 stopper ministerbilen ved et motel i Osnabruck i Tyskland, hvor chaufføren sover et par timer. Der er altså gået over 18 timer fra chaufføren kører fra København til han får mulighed for at sove - og ifølge Uffe Thorndal har Løkke bragt chaufførens liv og førlighed i fare ved at beordre ham til køreturen. Han er anmeldt for at overtræde straffelovens paragraf 252 stk. 1, der kan give op til 8 års fængsel.

Anklage duer ikke

Men et er ikke realistisk, at Lars Løkke Rasmussen vil blive sigtet for at bringe sin chaufførs liv i fare, vurderer juraprofessor Lars Bo Langsted:

- Paragraf 252 i straffeloven forudsætter, at der har været en konkret livsfare. Det er ikke tilstrækkeligt, at man måske har været lidt træt, når man har kørt bil, eller overtrådt nogle særlige regler om køre- hviletid, siger han.

Særlige regler for ministerchauffører

En rutevejledning på Google Maps viser, at den pågældende tur på 1250 km kunne klares ved lidt over 12 timers konstant kørsel. Men så er der ikke taget højde for kø, ventetid ved færgen eller den tid, der er gået med selve afhentningen i Antwerpen.

Ifølge EU's køre-hviletidsregler må en chauffør maksimalt køre 9 timer om dagen. Men ministerchaufførerne har dog indgået en særlig aftale, der betyder, at de ikke behøver overholde arbejdsmiljølovens bestemmelser.

Facebook
Twitter