Løkke om håndtryk: Hvis borgmestre ikke vil, finder vi en anden løsning

Hvis borgmestre ikke vil afholde ceremonier, hvor nye statsborgere vil blive pålagt håndtryk, gør vi det et andet sted end ude i kommunerne, siger statsministeren.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afholder i disse dage regeringsseminar i Nibe i Nordjylland. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lægger nu op til, at det i sidste ende kan blive statens opgave at afholde de meget omdiskuterede ceremonier, hvor nye statsborgere skal trykke hånd.

Meldingen kommer efter, at flere borgmestre - også fra statsministerens eget parti Venstre - har udtrykt sig særdeles kritisk om det lovkrav, der vil pålægge kommunerne at gennemføre ritualet, der skal indeholde et håndtryk.

- Hvis kommunerne har et problem med at huse de her ceremonier, så må de sige fra. Så må vi gennemføre dem på anden vis. Vi har syntes, at det rigtige sted at gøre det er ude i det nære demokrati, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Han understreger, at det er et politisk ønske, bakket op af et flertal på Christiansborg, at det fremover "skal festligholdes at man bliver dansk statsborger".

- Der skal jo være en ramme for, hvordan man afvikler den her ceremoni. Det er jo den, der er det vigtige. Hovedindholdet er, at man skriver under på, at man vil overholde landets Grundlov.

- Og så er der nogen fra myndigheden, der ønsker en tillykke med statsborgerskabet. Det er sådan, vi gør i Danmark. Tillykke med fødselsdagen. Tillykke med brylluppet. Tillykke med statsborgerskabet, siger statsministeren.

Afvisning fra S

Flere Venstre-borgmestre trådte mandag aften frem med hård kritik af forslaget - og flere af Venstre-borgmestrene erklærede sig endda parate til at se igennem fingre med lovkravet, hvis der er borgere, som modsætter sig at give hånd.

- Jeg vil udfordres på det og se, hvad der sker, hvis jeg ikke indberetter det. Og jeg vil allerhelst slippe for overhovedet at have nogen ceremoni. Hvad er det dog for noget?, sagde Aabenraa-borgmester Thomas Andresen (V).

Også en række socialdemokratiske borgmestre har udtalt sig særdeles kritisk om lovforslaget. Ishøj-borgmester Ole Bjørstop (S) har blandt andet sagt, at han både er klar til at gå i fængsel og få dagbøder for at undgå at tvinge nye statsborgere til at give ham hånden.

Tirsdag formiddag afviste S-formand Mette Frederiksen lovkravet om at give et håndtryk, hvis man vil være dansk statsborger. Det har fået Dansk Folkeparti til at beskylde Socialdemokratiet for at være ude på en slingrekurs.

Før sommerferien besluttede Folketinget, at der skal indføres nye regler for indfødsret og statsborgerskab. I de nye regler lægges der op til, at der skal afholdes en ceremoni på rådhuset.

De elementer støtter Socialdemokratiet. Men Inger Støjbergs ønske om at føje et lovbestemt håndtryk ind i reglerne møder altså modstand fra det store oppositionsparti.