Løkke om at tage IS-kvinde og børn hjem: Ikke et splitsekunds tvivl i regeringen

Udenrigsministeren glæder sig over, at dansk-iransk kvinde og hendes to børn nu kommer hjem.

Løkke håber, at han kan få overtalt de to resterende regeringspartier til at se på sagen med friske øjne, så alle børn og deres mødre kan komme til Danmark. Det kræver i første omgang et opdateret beslutningsgrundlag, som er ved at blive igangsat. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Sammen med sine to børn kan en dansk-iransk kvinde i al-Hol-lejren nu så småt forberede sig på, at hun skal tilbage til Danmark.

Højesteret har besluttet, at kvinden er dansk, og derfor skal hun også tilbydes evakuering.

En nyhed som får udenrigsminister og politisk leder i Moderaterne Lars Løkke Rasmussen til at glædes.

- Jeg er glad for, at der ikke var et splitsekunds tvivl i regeringen, siger udenrigsministeren.

- Det tog ikke mange minutter at få truffet den beslutning i regeringen, siger han.

Kvinden og hendes børn kommer til Danmark inden for en overskuelig periode, siger Lars Løkke Rasmussen og understreger, at hun skal retsforfølges, når hun igen sætter sine fødder på dansk jord.

Flere kvinder blev efter en politisk aftale i 2021 evakueret til Danmark, og de blev også efterfølgende retsforfulgt ved domstolene af de danske myndigheder.

Det vil også være tilfældet for den dansk-iranske kvinde.

- Nok er hun dansk statsborger, og i Moderaterne synes vi, at man skal tage danske statsborgere hjem, men man skal selvfølgelig stå til ansvar for sine gerninger, siger han.

I 2020 fratog Udlændinge- og Integrationsministeriet kvinden hendes danske statsborgerskab. Hun hev dem efterfølgende i retten for den beslutning, som hun altså nu har fået medhold i i Højesteret.

Kvinden er født i Danmark, men har også iransk statsborgerskab i kraft af sin far. Som 20-årig rejste hun i april 2015 frivilligt til Syrien for at være en del af Islamisk Stat.

Hun giftede sig med en mand, der kæmpede for terrorgruppen og fik børn med ham.

Lars Løkke Rasmussen kan ikke gå ned i den nærmere proces med at få hende og børnene til Danmark grundet nogle operationelle hensyn.

- Der går ikke lige sådan et rutefly fra al-Hol-lejren i Syrien, siger han og tilføjer, at der er sat et arbejde i gang, som involverer de relevante myndigheder - både herhjemme og i Syrien.

Al-Hol-lejren i Syrien, hvor flere kvinder med tilknytning til Danmark og deres børn har boet efter tidligere at have tilsluttet sig Islamisk Stat. (Foto: © Delil Souleiman, Scanpix Denmark)

Løkke vil have alle børn hjem

Men historien slutter ikke helt der, for i Moderaterne har de et ønske om at bringe de resterende børn hjem, også selvom det betyder, at deres mødre skal med.

- De børn er jo danske. De er danske, og den dag de fylder 18 år, hvis ellers de kan finde frem til den danske grænse, så bliver de også lukket ind over den, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Der synes vi som parti, at det vil være bedre at få børnene hjem i en kontrolleret form, så man undgår, at de bliver radikaliserede, og så man kan få retsforfulgt deres mødre.

Lars Løkke Rasmussen erkender dog, at det er en holdning, partiet står relativt alene med - også i regeringen, som foruden Moderaterne består af Socialdemokratiet og Venstre.

- Jeg kan ikke love, at vi kan få det synspunkt igennem i regeringen, siger han.

I Socialdemokratiet og Venstre vil man kun give børnene ophold i Danmark, fordi deres mødre har tilsluttet sig Islamisk Stat.

Regeringspartierne har aftalt at få grundlaget bag beslutningerne opdateret.

Det indebærer både et nyt kig på sikkerhedssituationen i lejrene, og samtidig skuer man til, hvad man gør i andre lande.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen er flere lande nemlig begyndt at tage borgere hjem, selvom de tidligere har besluttet sig for det modsatte.

- Når vi har grundlaget opdateret, sætter vi os stille og roligt ned i regeringen og får truffet en beslutning, siger Løkke.

Hvor længe endnu kan der gå? Du sagde tilbage i januar, at I skulle finde ud af, hvad I mente i regeringen.

- Det tør jeg ikke lige sætte dage eller uger på. Men det er jo ikke nogen ambition, at det skal tage lang tid bare for at tage lang tid, svarer Lars Løkke Rasmussen.

- Men det, som jeg er glad for, er, at vi fik aftalt at se på det med friske øjne, når vi har et opdateret beslutningsgrundlag.