Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) indledte sin grundlovstale ved Skanderborg med sin ofte brugte frase om, at Danmark ikke et perfekt land, men at vi er et af de bedste, der findes. For at slå den påstand fast citerede han dernæst tidligere præsident Barack Obama:
- Hvis bare alle kunne være som skandinaverne, ville det hele være meget lettere.
Herefter var der hård kritik fra Lars Løkke Rasmussen til den siddende amerikanske præsident, Donald Trump.
- I sidste uge så vi et forstemmende eksempel på, hvordan globalt lederskab kan sættes over styr. Præsident Trump meddelte, at han vil trække sit land ud af den globale klimaaftale. Det var en forkert beslutning, sagde den danske statsminister, der selv var med til at indgå aftalen i Paris, som kun Nicaragua og Syrien står udenfor.
- Og den globale bevægelse i retning af grøn omstilling, den går kun én vej; fremad. Og selv om USA nu vælger at indløse medlemskab til den ensommes klub, der står uden for Parisaftalen, så vil det være sådan, også internt i USA, at udviklingen kommer til at fortsættes. For nok er præsidenten verdens mægtigste mand, men alle beslutninger træffes ikke i Det Hvide Hus.
Løkke: Trumps beslutning underminerer USA
Lars Løkke fremhævede, at delstaterne Californien, Washington og New York, allerede har etableret en alliance for progresive delstaters opretholdelse af Parisaftalen. Det, der snarere bekymrer Lars Løkke Rasmussen, sagde han i sin grundlovstale, er, at Trump med sin beslutning nu sætter spørgsmålstegn ved værdien af brede internationale aftaler.
- Det er en beslutning, som i mine øjne beror på en misforståelse af, hvad USA's egne nationale interesser er. Det er en beslutning, der truer med at underminere USA, deres eget globale lederskab.
USA overlader hermed spillebanen til andre, og dét bekymrer Lars Løkke, lod han forstå.
Som de øvrige partiledere brugte også statsministeren sin grundlovstale på at mindes ofrene for weekendens terrorangreb i London:
- Den koldblodige foragt for liv efterlader os på en gang tomme for ord, men med en styrket vilje. Hvert fejt attentat, gør vores tro på vores værdier og levevis endnu mere urokkelig. Angreb rettet mod uskyldige børn og unge, som bliver udført af usle mordere, som aldrig vil vinde.