Forhandlingerne om regeringens udspil til en 2025-plan er gået så meget i hårdknude, at de nu udskydes på ubestemt tid. Forhandlingerne genoptages først, når der er forhandlet en finanslov for 2017 på plads.
Det meddeler statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i et interview med DR Nyheder.
Han vil nu forsøge at lande en hurtig aftale om hastesagerne - finansloven, de nye ejendomsvurderinger og PSO-afgiften – og så må resten af den store plan vente til senere.
- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at dansk politik har været frosset ned i en periode. Vi fremlagde en meget ambitiøs plan – både en finanslov og også en 2025-plan – der med et greb skulle løse en række problemer, Danmark står overfor i de kommende år, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Vi satte rigtig meget op på bordet, kan man sige. Vi troede, der var noget for enhver smag. Det har der også været, men folk har haft mere travlt med stirre sig blinde på det, man ikke kunne lide. Derfor må man bare konstatere, at med det tidspres, vi har, kan det ikke lade sig gøre at komme i mål. Og jeg synes, at vi skal komme i mål, siger statsministeren.
Lars Løkke Rasmussen har forud for dagens melding taget de øvrige partiledere i blå blok i ed om at udskyde dele af forhandlingerne, siger han.
- Danmark har brug for en borgerlig-liberal regering, og det er derfor, at jeg nu – i forståelse med partilederne i Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti – lægger op til, at vi nu i første fase får en finanslov på plads.
Frygter blindgyde
Dermed udsætter regeringen også det, der anses som efterårets helt store politiske drama: Topskattelettelser eller ej.
Regeringen har i sit 2025-udspil foreslået en sænkelse af topskatten på fem procentpoint for indkomster, der går op til en million kroner.
Liberal Alliance har dog krævet, at topskattelettelsen går ”hele vejen op” og også omfatter indtægter over en million – ellers vil Liberal Alliance aktivt vælte regeringen, som partileder Anders Samuelsen har truet med.
Samuelsen har givet Løkke en deadline til nytår, hvor en aftale ifølge LA-lederen skal være på plads, hvis regeringen skal overleve.
Lars Løkke Rasmussen, det her ændrer vel ikke på Anders Samuelsens ultimatum og hans deadline om, at der inden nytår skal lægge en topskattelettelse, ellers vælter han regeringen?
- Man kan bare konstatere, at hvis ikke vi nu kommer i gang med rigtige forhandlinger, og hvis ikke folk møder ind med en ambition om at tale om det, man kan blive enige om - frem for det der skiller - så kommer vi slet ikke hen til nytår. Så vil vi stå her om to uger uden nogen finanslov og dermed i en total blindgyde, siger statsministeren.
Lars Løkke Rasmussen understreger, at regeringen ikke dropper nogen af de mange elementer, den har med i sit udspil til en 2025-plan.
- Det rokker ikke ved, at regeringen har sine ambitioner i behold. Der er brug for en jobreform, der er brug for at få taget nogle beslutninger, der skaber et råderum i de kommende år til vækst, velfærd og investeringer i national sikkerhed. Men vi kommer aldrig derhen, hvis ikke vi får løsnet op på den her nedfrosne situation, siger han.
Elefanten i rummet
Lars Løkke Rasmussen præsenterede for præcis to måneder siden regeringens storstilede udspil til en 2025-plan – den såkaldte helhedsplan.
Siden er der ikke for alvor kommet gang i forhandlingerne, som endnu ikke har kastet så meget som en delaftale af sig.
Samtidig med 2025-forhandlingerne har regeringen forhandlet om næste års finanslov, og modsat 2025-planen har finansloven en helt klar og ufravigelig deadline.
Den deadline står i grundloven, hvor det gøres klart, at staten ikke må afholde nogen udgifter, som ikke har hjemmel i en finanslov. Det vil eksempelvis gøre det umuligt at udbetale folkepension og alle andre offentlige udgifter, hvis der ikke på forhånd er vedtaget en finanslov.
Den formelle deadline er altså nytårsaften, hvor finansloven for 2017 skal være vedtaget. Reelt skal aftalen om finansloven være på plads, inden regeringens finanslovsforslag skal til 2. behandling i folketingssalen 17. november.
Du lagde vægt på, at det var en helhedsplan, der skulle ses i en sammenhæng. Er det ikke lidt af en falliterklæring, at du nu er nødt til at splitte det op?
- Jo, det er da ærgerligt. Jeg så hellere, at man var samlet på Christiansborg - både regeringens parlamentariske grundlag, men også gerne nogle oppositionspartier – om af én omgang at få truffet nogle beslutninger, der gør dansk økonomi rigtig robust, og som gør, at vi kunne få noget mere vækst og bevare vores velstand og velfærd, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Jeg må bare konstatere, at siden vi fremlagde vores plan for et par måneder siden, der har tingene stået stille. Der har været en elefant i rummet, og den skal vi have drevet ud. Det er sådan med elefanter, at en gang i mellem skal man skære dem i skiver for at få dem fortæret, siger han.
Men det her får vel ikke elefanten i rummet til at flytte sig?
- Det må vi se. Jeg kan bare konstatere, at der ikke er sket noget i de sidste to måneder. Det er en totalt uholdbar situation, og det fører kun et sted hen: Det fører ned i en blindgyde, hvor Danmark med sikkerhed ender i et folketingsvalg, som vi ikke har brug for.
- Derfor er det langt bedre – og det er også det, jeg nu har en forståelse med de borgerlig-liberale partiledere om – at vi nu tager arbejdstøjet på, får et intensivt forløb, hvor vi får en finanslov på plads, og får håndteret det, som der skal tages stilling til, siger Lars Løkke Rasmussen.
Foruden finansloven betragtes afskaffelsen af PSO-afgiften samt et nyt ejendomsvurderingssystem som såkaldte bundne opgaver. Derfor vil regeringen også fortsat forsøge at forhandle en aftale på plads på de to områder sideløbende med finanslovsforhandlingerne.
De resterende elementer i helhedsplanen om SU, pension, boligbeskatning, udlændingestramninger og den altoverskyggende knast om topskatten må altså vente til finansloven er i hus.