Løkke på vej til Grønland: Risikerer at troppe forgæves op med pengepose

Regeringskrise og storpolitik kan spænde ben for en lufthavnsaftale, som statsministeren netop nu er på vej mod Grønland for at skrive under på.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen (Siumut) ventes i dag at indgå en aftale om dansk investering i et grønlandsk lufthavnsprojekt. Men interne stridigheder i den grønlandske regering kan spænde ben. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sidder i skrivende stund på et fly på vej mod Grønland, hvor han senere i dag skal mødes med selvstyreformand Kim Kielsen (Siumut) for at "aftale dansk engagement i grønlandske lufthavnsinvesteringer", som Løkke selv formulerer det i et tweet her til morgen.

Men det er ikke utænkeligt, at han tropper forgæves op med sin pengepose. I løbet af det seneste døgn er den grønlandske koalitionsregering nemlig kommet i mindretal, efter Partii Naleraq har forladt regeringen - netop i protest over dansk finansiering til det storstilede lufthavnsprojekt.

Mandag klokken 17.45 dansk tid er det planen, at Lars Løkke Rasmussen og Kim Kielsen på et fælles pressemøde fremlægger aftalen om lufthavnsprojektet, der er et af de største infrastrukturprojekter i nyere tid i Grønland. Det drejer sig konkret om en udvidelse af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat og en helt ny lufthavn i Qaqortoq.

Men man kan sagtens forestille sig, at aftalen ikke kommer i hus i dag, lyder vurderingen fra Jon Rahbek-Clemmensen, der er lektor på Institut for Strategi på Forsvarsakademiet.

- Det ville være en temmelig penibel situation og heller ikke et særligt godt medieøjeblik for Løkke, hvis han er taget til Grønland for så at blive mødt af interne stridigheder og ingen, der kan indgå en aftale med ham, siger han.

Det er heller ikke utænkeligt, at det kan ende i grønlandsk nyvalg - blot fire måneder efter, koalitionsregeringen blev dannet, vurderer Jon Rahbek-Clemmensen.

Det mest sandsynlige scenario er dog, at et eller flere af oppositionspartierne træder til og sikrer flertal for aftalen med den danske regering, tilføjer han.

Kim Kielsen kritiseres fra flere sider

Både internt i regeringskoalitionen og i oppositionen er der stor skepsis omkring lufthavnspakken, beretter det grønlandske medie Sermitsiaq.

Det store oppositionsparti Inuit Ataqatigiit er ikke uden videre parat til at nikke ja til en aftale. Partiet har en række krav - blandt andet skal det grønlandske selvstyre være hovedaktionær, og Danmark må ikke have vetoret.

Oppositionspartiet Demokraterne kan heller ikke støtte lufthavnsaftalen, før Kim Kielsen har givet dem indblik i, hvad den konkret indeholder. Også koalitionspartiet Atassut presser på for en mere grundig orientering om aftalen.

- Jeg ved ikke, hvad der er sket bag lukkede døre, men umiddelbart virker det ikke som super godt politisk håndværk fra Kim Kielsens side, siger Jon Rahbek-Christensen.

Han henviser til, at selvstyreformanden på et samråd sidste torsdag gav udtryk for, at hans samtaler med den danske regering endnu ikke havde båret frugt. Dagen efter blev det offentliggjort, at Lars Løkke Rasmussen tre dage senere - altså i dag - ville komme til Grønland for at "drøfte dansk deltagelse i det grønlandske lufthavnsprojekt".

Det må Kim Kielsen allerede have vidst på samrådet torsdag, hvor han altså så løj, mener de nu forhenværende koalitionspartnere i Partii Naleraq.

- Naleraq mener, at Grønland bliver snydt i det store geopolitiske spil. De mener, at Kim Kielsen har en alt for Danmark-venlig kurs og lader sig spise af med håndører, siger Jon Rahbek-Clemmensen.

Danmark vil holde Kina ude

Ifølge Sermitsiaqs oplysninger er Danmark parat til at investere et større trecifret millionbeløb i lufthavnsprojektet.

- Danmark er i bund og grund ligeglad med, hvem der investerer i Grønland. Men man bryder sig ikke om det, hvis det er Kina, fordi der er et sikkerhedspolitisk aspekt. Derfor forsøger Danmark at forhindre kinesiske investeringer – for eksempel ved at investere selv som i det her projekt, siger Jon Rahbek-Clemmensen.

- Man er bange for, at det kan give Kina for stor indflydelse i det grønlandske samfund – og at det ville betyde, at Kina for eksempel vil kunne bruge den indflydelse til at presse USA ud af Grønland, tilføjer han.

Omvendt er der blandt mange grønlændere - også i parlamentet i Nuuk - en grundlæggende mistillid til Danmark.

- Grønland har jo en lang historie – især under Den Kolde Krig – hvor Danmark og USA foretog forskellige ting, som ikke altid blev delt med det grønlandske selvstyre, og som først er kommet frem mange år senere. Det har blandt mange grønlændere skabt en mistillid til Danmark og USA, siger Jon Rahbek-Clemmensen.

Facebook
Twitter