Løkke tager afstand fra Paludan: 'Det er stærkt irriterende'

Tyrkiet indkaldte i dag den danske ambassadør til samtale efter Rasmus Paludans koran-afbrænding foran tyrkisk ambassade.

Lars Løkke Rasmussen er irriteret.

Irriteret over Rasmus Paludans koranafbrændinger foran Tyrkiske ambassader, og over at han overhovedet er nødt til at tale om ham i et interview.

- Jeg er egentlig irriteret over at stå her, for det handler om at provokere og søge opmærksomhed, og nogle ting skulle i virkeligheden bedst ties ihjel, siger han.

Men udenrigsministeren vil alligevel gerne tage afstand fra Rasmus Paludan, efter den dansk-svenske politiker har brændt et eksemplar af koranen af foran den tyrkiske ambassade i København.

En demonstration, der har fået Tyrkiet til at indkalde den danske ambassadør i Tyrkiet til en samtale.

- Det er jo et almindeligt diplomatisk skridt at tage i den her situation. Det er klart, at Paludans handlinger provokerer i Tyrkiet. Han startede i Sverige og har nu bragt sine provokationer til Danmark, og dem tager vi jo stærkt afstand fra.

- For nu at sige det lige ud, for med ærlighed kommer man længst, så synes jeg, at det er stærkt irriterende, at en person på den måde miskrediterer Danmark i udlandet, siger Lars Løkke Rasmussen.

Rasmus Paludan foran Tyrkiets ambassade i København tidligere i dag. (Foto: © Olafur Steinar Gestsson, Ritzau Scanpix)

Udenrigsministeren siger, at han sagtens kan forstå, hvis man i Tyrkiet bliver krænket over koranafbrændingerne foran ambassaden.

- Det er jo så min opgave at få sagt, at det er jo en enkeltperson. Det repræsenterer på ingen måde Danmark.

- Og det kan jeg jo nærmest føre sandhedsbevis for, for den her konkrete person forsøgte jo at få danskernes opbakning til at blive folkevalgt politiker. Det fik han ikke. Så han repræsenterer ikke Danmark, siger han.

Storpolitisk spil

I sidste uge brændte Rasmus Paludan også en koran nær den tyrkiske ambassade i den svenske hovedstad, Stockholm.

Og den demonstration blev hurtigt en del af et storpolitisk spil om svensk Nato-medlemskab, da Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, efterfølgende udtalte, at lande som tillader dette, ikke længere skal forvente Tyrkiets støtte til deres Nato-medlemskab.

Om Tyrkiet på den måde også udnytter situationen og Rasmus Paludans demonstrationer i et storpolitisk spil, vil Lars Løkke Rasmussen dog ikke kommentere. Det er ikke hans opgave at blande sig i tyrkiske forhold, siger han.

Nu er koranafbrændingerne så flyttet til Danmark og til den tyrkiske ambassade i København, men ligesom i Sverige vil den danske regering ikke gøre noget for at stoppe afbrændingerne, selvom det irriterer udenrigsministeren.

Kunne man ikke omvendt sige, at tyrkerne måske også skulle forstå, at det så er spillereglerne i et åbent demokrati?

- Og så kunne jeg begynde at stå og belære tyrkerne om, hvordan man driver samfund, og så kan vi eskalere en eller anden konflikt op. Det har ingen af os en interesse i. Det er vigtigt at understrege, at Paludan ikke repræsenterer Danmark på nogle måder, og heller ikke danske holdninger, som de er flest i vores befolkning, siger Lars Løkke Rasmussen.

Dagens koranafbrænding foran den tyrkiske ambassade ser heller ikke ud til at blive den sidste. For Rasmus Paludan har erklæret, at han nu vil brænde en koran af foran ambassaden hver eneste fredag, indtil Sverige bliver medlem af Nato.

Men trods irritationen over provokationerne vil Lars Løkke Rasmussen ikke appellere til Paludan om at stoppe.

- Jeg vil slet ikke tage Paludan så alvorligt, at jeg begynder at sende appeller til ham. For det ville være et udtryk for, at vi kommunikerede på samme frekvens og en eller anden form for ligeværdighed. Og det gør vi ikke. Jeg vil bare på det skarpeste tage afstand fra de her provokationer, afslutter han.

Du kan høre mere om det storpolitiske spil mellem Sverige og Tyrkiet i DR's podcast Orientering Udsyn.