Løkke tilbyder ærlig snak - Thorning krisestyring

Det var to meget forskellige svar, de to statsministerkandidater gav, da de blev spurgt, hvad vælgerne får med dem på statsministerposten.

DR Nyheders Kim Bildsøe Lassen styrede tv-duellen mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Det ultimative spørgsmål til en statsministerkandidat må være: Hvad får vælgerne med dig på posten?

Spørgsmålet stillede DRs Kim Bildsøe både statsminister Lars Løkke Rasmussen og socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt i slutningen af årets første tv-duel, som skød valgåret 2011 igang.

- Med mig får man ærlig snak, sagde Lars Løkke.

- Min største ambition er at bringe Danmark sikkert gennem krisen, sagde Helle Thorning.

Gensidige beskyldninger

Inden da havde de to debattører været omkring efterløn, folkeskolen og dagpengereformen.

Lars Løkke havde undervejs flere gange beskyldt Helle Thorning for at snakke og snakke og ikke at komme med løsninger på nogle af de problemer, som de to er enige om landet står over for.

Og Helle Thorning havde omvendt beskyldt Lars Løkke, og Anders Fogh Rasmussen før ham, for at styre Danmark ud i krisen.

Da debattørerne nåede til at skulle sælge sig selv direkte til statsministerposten, var de to svar derfor præget af den foregående debat:

Ingen superlativer og solidaritet

- Man får ærlig snak, åben snak. Man får måske ikke så mange superlativer og tillægsord og lange sætninger, men man får en, der siger, hvad det er for nogle problemer Danmark har, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Mens Helle Thorning altså ville satse på at styre landet gennem krisen.

- Det Danmark der skal være på den anden side, det skal være et Danmark, hvor man stadigt har vores identitet og vores fællesskab, hvor vi stadig er solidariske med hinanden, tilføjede Helle Thorning.

Facebook
Twitter