Løkke: Valg sidst i 2011

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har planer om at lade denne folketingsperiode gå tiden ud. Det vil sige, at vi senest skal til valg den 12. november 2011.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen afviser et valg før tid og at Dansk Folkeparti kommer i regering (Foto: DR © DR)

- Jeg planlægger efter, at denne valgperiode skal gå tiden ud, afslører statsminister Lars Løkke Rasmussen i dagens Politisk Debat på P1 klokken 17.10 og det betyder, at vi ikke kommer til stemmeurnerne før senest den 12. november 2011.

I programmet erkender Lars Løkke samtidig, at han i forhold til meningsmålingerne godt kan se, at regeringen er trængt og derfor finder han det vigtigt at udnytte tiden inden et valg til at genvinde de borgerlige vælgeres gunst.

DF bliver afvist

Når den tid så kommer, vil det ifølge statsministeren være med en VK-regerings fortsatte virke som udgangspunkt.

Med den udtalelse afviser Lars Løkke tilnærmelserne fra Dansk Folkeparti, der med gruppeformand Kristian Thulesen Dahl åbent har erklæret, at partiet er regeringsmodent og at det selv vælger om det vil med i en kommende borgerlig regering.