Løkke vil ændre beløbsgrænse for særligt udvalgte udlændinge

”Det kan give god mening at differentiere lidt. Man kunne også kalde det forskelsbehandling,” siger statsministeren.

Når regeringen i morgen præsenterer et udspil om at lempe danske virksomheders muligheder for at hyre udenlandsk arbejdskraft, vil det blandt andet være med et forslag om en differentieret beløbsgrænse.

Det oplyser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i programmet ”Krydsild med statsministeren” på P1 tirsdag eftermiddag.

Der er i dag en beløbsgrænse for personer udenfor EU, som vil arbejde i Danmark, på 418.000 kroner. Det er det beløb, man årligt skal tjene for at få arbejdstilladelse her i landet.

Men regeringen foreslår nu at ”differentiere” den beløbsgrænse, så grænsen i fremtiden afhænger af nationaliteten på den person, som en dansk virksomhed ønsker at ansætte.

- Det kan give god mening at differentiere lidt. Man kunne også kalde det forskelsbehandling. Men altså på et solidt, objektivt grundlag, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Vi offentliggør det i morgen, men vi lægger op til noget landespecifikt på beløbsgrænsen. Det vil være ud fra en grundtanke om, at arbejdskraft ikke kun er arbejdskraft, siger han.

Statsministeren udpegede i sin tale ved Folketingets åbning konkret på USA, Canada, Japan og Singapore som eksempler på lande udenfor EU, som Danmark i forvejen har stærke økonomiske bånd til.

Forskel på Canada og Sudan

Og en differentieret beløbsgrænse skal ifølge statsministeren også tage højde for, hvordan man gebærder sig i det danske samfund, når man ikke lige er på arbejde.

- Man kommer til Danmark for at arbejde, og så går man på arbejde fra 9 til 17, eller hvad man nu gør. Men man er her jo også udenfor arbejdstiden. Og der er der altså forskel på, om du kommer som en canadier eller en fra Sudan, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Så vi siger helt åbent: Kan vi lave noget differentiering her, så vi gør det lidt enklere for nogle lande, som vi i forvejen har stor samhandel med.

Regeringen vil altså lave en form for liste eller oversigt over bestemte lande udenfor EU, hvor borgerne skal leve op til en lavere beløbsgrænse end i dag, mens beløbsgrænsen vil forblive den samme for borgere fra andre lande.

Positivliste skal ses efter i sømmene

En differentieret beløbsgrænse vil dog kun være et af flere elementer i det udspil, regeringen præsenterer i morgen.

Den såkaldte positivliste, som er en liste over erhverv, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft i Danmark, lægger statsministeren også op til at revidere.

- Der får vi brug for at kigge på, hvordan vi laver mere dynamik i det. For positivlisten er i dag noget bagud vendt. Det er sådan noget med, at vi kigger i statistikkerne og siger, at for måneder tilbage var det svært at rekruttere til x-, y- eller z-stillingskategori, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Men det hjælper jo ikke noget, hvis hele arbejdsmarkedet kører forbi. Så det, vi lægger frem i morgen, er et samlet bud på, hvordan vi laver en mere fleksibel arbejdsmarkedspolitik, siger han.

Facebook
Twitter