Løkke vil ændre omstridt knivlov

Loven, som VK-regeringen selv indførte, er blevet fortolket til 'noget nær det absurde', og derfor skal den laves om, mener Venstres formand.

Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen mener, at knivloven bliver fortolket helt absurd, og derfor er det nødvendigt at lave den om. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Hvis Lars Løkke Rasmussen efter det kommende valg får magt, som han har agt, bliver den udskældte knivlov lavet om.

Venstres formand er på sin Facebook-profil oprørt over den dom, der faldt i går, hvor en indehaver af en jagtbutik blev dømt for at have ulovlige knive til salg. De blev af retten vurderet som ulovlige, da det er muligt at åbne dem med én hånd.

Det var den tidligere VK-regering, der stod bag knivloven. Men nu vil Venstre altså ændre den igen.

- Der er i dag (mandag, red.) faldet en dom, som kriminaliserer i tusindvis af danske jægere, fiskere, spejdere og friluftsmennesker. Det SKAL vi have lavet om, skriver Lars Løkke Rasmussen på Facebook.

- Selvfølgelig skal vi bekæmpe knive i nattelivet, men vi skal ikke kriminalisere danskere som de er flest, skriver han.

Lov er fortolket til 'noget nær det absurde'

Østre Landsret afgjorde sidste år, at det skal tages ret bogstaveligt, når man afgør, om en kniv kan åbnes med én hånd.

Ifølge Landsretten er en kniv nemlig en-håndsbetjent, selv hvis det kræver en del færdigheder og måske flere forsøg at få knivsbladet frem med kun én hånd.

I kommentarfeltet under sin Facebook-opdatering bliver Lars Løkke Rasmussen beskyldt for 'plat', da han selv var med til at indføre knivloven.

- Og skulle vi så være ligeglade med konsekvenserne? lyder et svar fra Lars Løkke Rasmussen.

- Den blev lavet da jeg var indenrigs- eller finansminister og havde fokus på knivbladets længde. Det nye er, at "foldekniv-definitionen" er blevet fortolket til noget nær det absurde, skriver han til en anden Facebook-bruger.

S: Loven skal vurderes

Hos Socialdemokraterne, der i 2008 stemte for VK-regeringens knivlov, er retsordfører Trine Bramsen enig i, at der er problemer med loven.

- Det er dilemmafyldt, men det ændrer ikke ved, at vi som politikere har et ansvar for at bekæmpe knive i nattelivet, og derfor er denne lov blevet til, siger Trine Bramsen til DR Nyheder.

Hun mener, at gårsdagens dom afspejler lovens intentioner om at sætte ind over for knive, der kan åbnes med én hånd. Men det skal også være muligt at tage på jagt eller ud at fiske uden at blive gjort til kriminel, mener hun.

- Derfor har jeg netop bedt Justitsministeriet om at vurdere loven, for der er nogle uhensigtsmæssigheder. Det skal selvfølgelig være sådan, at man kan tage på jagt eller fisketur og have en kniv med. Omvendt skal loven netop bekæmpe knive i nattelivet, siger Trine Bramsen.

- Men jeg vil gerne se på, om vi kan gøre loven bedre, siger hun.

Den socialdemokratiske retsordfører forventer, at embedsværket i Justitsministeriet kan have sine anbefalinger til, hvordan man kan ændre knivloven, klar 'om nogle måneder'.

Facebook
Twitter