Løkke vil have DF med om bord før ny Europol-afstemning

DF sender "meget kompliceret melding" med nye krav for at anbefale et ja i ny folkeafstemning, siger Løkke.

Hvis danskerne igen skal tage stilling til Europol-samarbejdet, så kræver det, at DF er med ombord på vognen, siger Lars Løkke Rasmussen. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Dansk Folkeparti skal anbefale et ja, hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal udskrive en ny folkeafstemning om fortsat dansk deltagelse i Europol-samarbejdet.

Det er budskabet fra statsministeren, der fredag deltager i et EU-topmøde i Bratislava for de 27 lande, der fortsætter i EU efter det britiske farvel.

- Hvis vi skal vinde en dansk folkeafstemning, så tror jeg, at vi skal have en større opbakning på Christiansborg, end vi så sidste år, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Der anbefalede både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti et nej, og det valgte befolkningen at lytte til. Det er vi nødt til at respektere, siger han.

Risikerer at ryge ud af Europol

Statsministeren mener, at Dansk Folkeparti sender "en meget kompliceret melding", når partiet kobler et ja i en folkeafstemning om Europol sammen med muligheden for at indføre permanent grænsekontrol til enhver tid.

- Det er en meget kompliceret melding, som desværre ikke matcher den, der bliver givet i december, hvor der blev sagt meget klart til danskerne, at man nærmest garanterede, at vi kunne blive i Europol, siger Lars Løkke Rasmussen.

- For enten fik vi en parallelaftale, og den kunne vi nærmest få med et fingerknips, eller også kunne vi bare lave en ny afstemning, siger han.

Dansk politi risikerer fra 1. maj næste år at ryge ud af Europol-samarbejdet, med mindre Danmark får en parallelaftale med EU eller holder en ny folkeafstemning.

/ritzau/

Facebook
Twitter