Løkke vil hellere bruge pengene til skattelettelser

Den offentlige sektor kan klare sig med den størrelse, den har, siger Venstres formand i kølvandet på regeringens milliardudspil.

Lars Løkke Rasmussen vil blandt andet skære i ulandsbistanden og rulle regeringens udlændingelempelser tilbage. (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

Mens regeringen har varslet en vækst i den offentlige sektor på 0,6 procent frem mod 2020 - og fremlagt et udspil på 39 milliarder kroner finansieret af netop den vækst - ønsker Venstre et såkaldt udgiftsstop og omprioriteringer på en række områder.

Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen lægger blandt andet op til at skære i ulandsbistanden og rulle regeringens lempelser af udlændingepolitikken tilbage.

Og dermed har Venstre de samme penge til rådighed, fordi der frigøres et milliardbeløb, der eksempelvis kan bruges på sundhed, lyder det.

- Vi har fuldstændig samme penge til rådighed. Vi synes så, at dem med små arbejdsindkomster skal have noget mere nær velfærd i form af skattelettelser, og så er der dele af den offentlige sektor, vi vil prioritere, siger Løkke.

Løkke: Pengene må tages andre steder fra

Han understreger, at det kræver mod at skære ned på nogle områder i den offentlige sektor.

- Vi foreslår konkret at sætte ulandsbistanden ned på det niveau, FN anbefaler. Så vil vi stadig være i top-5. Det vil frigøre godt et par milliarder hvert år, som så kan bruges til noget andet. Så det afgørende er ikke kun, hvor mange penge, man bruger, men det er også vigtigt, hvad man bruger dem til, siger Løkke.

Venstre-formanden er overbevist om, at den offentlige sektor trods et udgiftsstop nok skal klare sig og levere den nødvendige velfærd til danskerne.

- Der skal ikke hældes beton ud over den offentlige sektor. Jeg var selv sundhedsminister, da vi fjernede ventelisterne, og jeg har ingen ambition om at sidde i en regering, der genindfører dem. Men der må man tage pengene nogle andre steder fra.

- Vi tror jo totalt set, at den offentlige sektor kan klare sig med med den størrelse, den har. Så de penge, der frigøres hvert år, fordi der er vækst i samfundet, kan bruges til at skabe mere vækst, siger Løkke.

K: Lad ikke verdens største offentlige sektor vokse

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er særdeles kritisk over for måden, hvorpå regeringen vil bruge i alt 39 milliarder kroner på velfærd frem mod 2020.

- Hvis man mener, at verdens største offentlige sektor skal være større, er det fornuftigt. Men vi har en anden vej, og vi mener, at der skal effektiviseres i stedet for bare at deles gaver ud, siger Søren Pape Poulsen.

Men hvad er problemet med, at det offentlige forbrug skal stige en smule hvert år?

- Det handler om, at verdens største offentlige sektor ikke skal være endnu større. Vi skal tilbage til at have fokus på at skabe arbejdspladser og en situation, hvor folk kan beholde nogle flere af deres egne penge. Dem har de jo selv tjent, siger K-formanden.

Liberal Alliance peger også på, at der kan frigøres mange ressourcer ved at effektivisere i den offentlige sektor - i stedet for at lade forbruget stige.

- Vi bruger pengene forkert, fordi alt for mange ressourcer bliver brugt på administration og kolde hænder frem for varme hænder og borgernær velfærd. Hvis vi i stedet skruer ned for bureaukratiet og bruger pengene bedre og mere målrettet, så kan vi få mindst samme service og i mange tilfælde en bedre service for færre penge, siger partileder Anders Samuelsen.

Overordnet vil regeringen bruge de i alt 39 milliarder kroner på følgende områder:

  • 15 mia. kr. til bedre sundhed for kræftpatienter, ældre, kronikere mv.

  • 15 mia. til øget tryghed, socialt udsatte og uforudsete udgifter.

  • 5 mia. kr. til børn, uddannelse og social mobilitet.

  • 4 mia. kr. til forskning, grøn omstilling og vækst.

Læs mere om regeringens udspil her.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk