Løkke vil ikke stifte nyt parti: Men jeg har fået mere end 800 opfordringer

Der kan meget vel stå Lars Løkke på stemmesedlen til næste folketingsvalg igen, siger han.

Mens alle har gået og ventet på, at Lars Løkke Rasmussen ville sætte ord på sit dramatiske exit som formand i Venstre, er rygterne begyndt at svirre: Var den tidligere statsminister ved at stifte et nyt liberalt midterparti?

Det afviser Lars Løkke Rasmussen blankt i det første interview efter det dramatiske hovedbestyrelsesmøde den 31. august, hvor han trak sig som formand og forlod mødet ad bagdøren for siden at have været helt tavs.

- Siden det her famøse møde i Vejle for to uger siden har jeg fået mere end 800 opfordringer til at starte et nyt parti, siger Lars Løkke Rasmussen i interviewet med Kåre Quist, der bliver vist i aften i 21 Søndag på DR1.

Stifter du så et nyt parti?

- Jeg synes jo, at vi i Danmark har snarere for mange end for få partier, og jeg føler mig helt tryg ved, at Jakob Ellemann-Jensen bliver den rigtige formand for Venstre og sætter partiet rigtigt. Og så er det ikke basis for noget nyt parti, siger Lars Løkke Rasmussen.

Laver du på et tidspunkt et nyt parti, eller gør du ikke?

- Nej, det gør jeg ikke.

Hvem er det, der synes, det er en god idé at stifte et nyt parti? Er det nogen, vi kender?

- Nu ved jeg ikke, hvem du kender. Jeg ved godt, at der er mange, der tror, at jeg har ligget og grædt hjemme under dynen, siger Lars Løkke Rasmussen.

'Jeg er i min bedste alder og har masser af muligheder'

Det har han ikke, understreger den tidligere statsminister. Han har det "egentlig godt", forsikrer han:

- Jeg er 55 år og for ung til at debutere i amerikansk politik. Og der er ikke nogen, der er døde eller sårede, siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer:

- Noget af det, der gjorde stort indtryk på mig, var at få en henvendelse fra en person, jeg kender, der har mistet nærtstående familiemedlemmer, som er bekymret for, hvordan jeg har det. Nu er vi nødt til at have perspektivet med: Jeg har ikke brækket benet, der er ikke nogen, der er døde. Jeg er 55 år, jeg er i min bedste alder, jeg har masser af muligheder, jeg har det rigtig, rigtig godt.

Lars Løkke Rasmussen fortæller videre, at han blandt andet har hjulpet sin kone, Solrún, i gang med en livslang drøm om at lave grupperejser til hjemlandet Færøerne.

- Jeg har været i Sverige med hende, været lidt ud at rejse. Jeg har gået rundt i København og har taget selfies med en masse mennesker. Og så er der rigtig mange mennesker, der kommer hen og siger, 'hvad gør du nu? Laver du et nyt parti?'

Der kunne meget vel stå Løkke på næste stemmeseddel

Og svaret til de mange, der spørger, er altså: Nej, det gør Lars Løkke Rasmussen ikke.

Er du slet ikke blevet fristet til det?

- Nej, for det, der er afgørende, det er, hvordan Venstre kommer videre.

Står der Lars Løkke Rasmussen på stemmesedlen til næste folketingsvalg?

- Det kunne der meget vel gøre.

Kan du se dig selv som minister i fremtiden, hvis du får budet?

- Nej, det har jeg egentlig lidt svært ved. Jeg tror man må sige, at min tid har været der.