Løkkes drengeakademi anklages for at diskriminere piger

Løkkefondens drengeakademi er blevet meldt til Ligebehandlingsnævnet, og nævnet har valgt at tage sagen op. Lidt pjattet, siger Løkke.

Det er den værste form for diskrimination og helt oldnordisk kun at tilbyde utilpassede drenge en chance for at komme videre.

Sådan lyder den krasse kritik af Løkkefondens drengeakademi i en klage, der er blevet sendt til Ligebehandlingsnævnet, og som nævnet nu skal tage stilling til.

Her bliver Drengeakademiet af en borger kritiseret for at diskriminere piger.

- Hvordan kan man i Danmark have en skole, der kun tilgodeser den ene halvdel af vores unge?, lyder det blandt andet i klagen, hvor der også bliver langet ud efter Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

Drenge viser fremskridt

- En politiker, af alle, må da ikke diskriminere på denne måde, står der i klagen.

Drengeakademiet, der drives af Løkkefonden, som Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen står bag, hjælper drenge, der er tabt i folkeskolen.

En rapport viste for nyligt, at 85 drenge i alderen 14-16 år, som i sommer gennemførte en to ugers camp, forbedrede deres resultater i matematik med hvad, der svarer til 2,17 læringsår.

Lars Løkke Rasmussen afviser, at han med drengeakademiet er med til at diskriminere.

- Det her handler om at skabe ligestilling, siger han.

- Hvis vi skal have ligestilling, er der nogle af de drenge, der ellers bliver hægtet af, der har brug for at blive løftet, så de kan klare sig lige så godt som pigerne, siger Lars Løkke Rasmussen, der er "oprørt" over, at Ligebehandlingsnævnet har taget sagen op.

Drengeakademiet skaber ligestilling

- Jeg synes, det var bedre, at vi alle sammen brugte pengene på noget andet, og jeg synes, vi skal se på, hvad det er for nogle sager, de behandler, siger han.

For få dage siden fastslog Landsretten, at det ikke er diskrimination, når frisører tager flere penge for at klippe en kvinde end en mand. En sag, der rækker tilbage til 2012, hvor Ligebehandlingsnævnet kom frem til den modsatte konklusion.

De forløb får Løkke til at ryste på hovedet.

- Jeg ved ikke, hvad det har kostet at undersøge den sag, men jeg synes ikke, det er den optimale måde at bruge samfundets penge på.

Bør man nedlægge Ligebehandlingsnævnet?

- Jeg synes, man bør kigge det over skulderen, og det har jeg tænkt mig selv at gøre. Jeg har ikke beskæftiget mig meget med det her før, men jeg er lidt oprørt over, hvad det er for nogle sager, man sidder og piller i, siger Løkke.

Ligebehandlingsnævnet vil ikke kommentere på sager, der endnu ikke er afgjort.

De vil heller ikke kommentere på den generelle kritik af de sager, de behandler.

Se med i Bag Borgen i aften klokken 21:55, hvor Venstres formand Lars Løkke Rasmussen og Ask Rostrup ser nærmere på folkeskolens drenge.

Facebook
Twitter