Løkkes løfte om evigt håndværkerfradrag er usikkert

Venstre vil ikke længere love, at håndværkerfradraget indføres permanent. Løftebrud, lyder det fra S og R.

- Vi ønsker en permanent boligjobordning, understregede Lars Løkke Rasmussen tilbage i februar. Her er han ved Folketingets åbning i starten af oktober. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gik til valg på at genindføre det omstridte håndværkerfradrag - vel at mærke i permanent form.

Det var et kardinalpunkt for Lars Løkke, som endda gjorde det klart, at han slet ikke ville være statsminister, hvis ikke ordningen kunne genindføres.

- Når jeg går til valg på, at den her ordning skal komme igen, så er det ikke i midlertidig form. Det vil jeg gerne understrege. Vi ønsker en permanent boligjobordning (håndværkerfradrag, red.), sagde Lars Løkke Rasmussen i DR2 Deadline onsdag 4. februar.

Men nu siver luften tilsyneladende ud af løftet.

Venstre-regeringen har godt nok forhandlet en bred aftale om en midlertidig forlængelse af ordningen frem til 2017 på plads, men Venstre vil ikke længere love at gøre ordningen permanent, lød det i fredags fra finansordfører Jacob Jensen (V).

S og R: Et klogt løftebrud

Det fastholder han i dag:

- Hvad der skal ske efter 2017, har vi på nuværende tidspunkt ikke taget stilling til, siger Jacob Jensen.

Det lyder som et løftebrud, mener både Socialdemokraterne og De Radikale, der hele vejen igennem her været modstandere af Lars Løkke Rasmussens planer om at genindføre håndværkerfradraget.

- Det var mærkeligt af Løkke at sætte statsministerposten ind på, at lige præcis boligjobordningen skulle genindføres – især når man nu ved, at det er en meget dyr måde at skabe arbejdspladser på, siger skatteordfører Jesper Petersen (S).

- Hvis man skal blive i Venstres eget politiske sprog, er det vel en slags løftebrud, at man i februar kan sige, at det skal være en permanent ordning, og at man nu trækker det tilbage, siger han.

Erhvervsordfører Ida Auken (R) er enig.

- Lars Løkke har været ret klokkeklar om, at det skal være en permanent boligjobordning, så selvfølgelig vil jeg se det som et løftebrud, hvis han ikke gør det. Men det er et løftebrud, jeg ikke vil være særligt ked af, for det vil være klogt ikke at lave en permanent ordning, siger Ida Auken.

- Så den milliard kroner, der bliver brugt på det her, håber jeg, at Venstre har indset kan bruges bedre, som vi andre har ment i lang tid, siger hun.

Regeringen, DF, Alternativet, SF og Konservative indgik i juni en aftale om at genindføre håndværkerfradraget. (© dr)

Venstre: Afhænger af flere ting

Venstres finansordfører afviser dog, at partiet er på vej på retræte, når man ikke længere kan love at gøre boligjobordningen permanent.

- Nej, det synes jeg ikke, man kan sige, at det er. Vi har gennemført det, som vi lovede, nemlig at boligjobordningen skulle fortsætte. Og det gør den. Og den gør det på en fin måde, hvad angår beskæftigelse, hvad klimamæssige tiltag angår, og i forhold til børnefamiliers mulighed for at få gjort rent og passet børn, siger Jacob Jensen.

- Men der er trods alt et stykke tid, til 2017 løber ud. Og hvordan det politiske klima ser ud, og hvordan den økonomiske situation ser ud på det tidspunkt, er svært at gisne om, så jeg vil ikke tage stilling til, hvad der skal ske efter 2017, siger han.

Lars Løkke sagde før valget, at ordningen skal genindføres permanent, men I har foreløbig lavet en aftale om at genindføre den frem til 2017. Vil det ikke være et løftebrud, hvis ikke I gør den permanent i løbet af jeres regeringsperiode?

- Jeg har heller ikke sagt, at vi ikke kan gøre den permanent. Jeg vil bare sige, at regeringen ikke har taget stilling til, hvad der skal ske efter 2017. Og det afhænger jo trods alt også af, hvordan forligskredsen - og dermed det flertal, der skal stå bag en fortsættelse - ser situationen på det tidspunkt. Så mange faktorer gør, at jeg ikke bare kan lægge en færdig model på bordet to år før tid og så sige, at sådan bliver det, siger Jacob Jensen.

Men kan du forstå, hvis der er nogen, der bliver lidt forvirrede, når Lars Løkke har sagt, at håndværkerfradraget skal vare for evigt, og I nu siger, at I ikke ved, hvad der sker efter 2017?

- Det tror jeg ikke. Jeg tror, at folk godt ved, at det kræver et flertal i Folketinget, hvis man skal gennemføre politik her i landet. Og det kræver det også, hvis man skal fortsætte en boligjobordning efter 2017, siger Jacob Jensen.