Løkkes støtter: 'Urimeligt og uværdigt', at han skulle gå sådan her

Claus Hjort Frederiksen (V) kalder processen for 'beskæmmende.'

Lars Løkke Rasmussen under et pressemøde i forbindelse med Venstres sommergruppemøde på Kragerup Gods ved Ruds Vedby, fredag den 9. august 2019. . (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

En proces, der kaster skam over Venstre. Uværdigt og urimeligt.

Det er nogle af de ord, som Lars Løkke Rasmussens trofaste støtter i Venstre bruger til at beskrive den seneste tids udvikling i partiet.

En udvikling, der i formiddag resulterede i, at Lars Løkke Rasmussen ved partiets hovedbestyrelsesmøde trak sig som formand for partiet med øjeblikkelig virkning efter ugers interne stridigheder om og offentlig kritik af formandskabet i partiet.

- Kære Lars. Tak. Jeg er så ked af, at du skal gå på denne måde, lyder det fra Jan E. Jørgensen, EU-ordfører for Venstre, på Twitter.

- Det er helt igennem urimeligt og uværdigt. De næste dage og uger bliver skæbnesvangre for vores parti, fortsætter han.

Lars Løkke Rasmussen havde selv foreslået at fremrykke landsmødet i Venstre for at få afklaret både partiets politiske linje samt formandsspørgsmålet - og at den politiske linje skulle afklares før formandskabet.

'Ikke i orden'

Men sådan er det som bekendt ikke gået. I stedet takkede Lars Løkke Rasmussen af for mange gode år i partiet, og næstformand Kristian Jensen trak sig kort tid efter også fra sin post.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen-støtten Claus Hjort Frederiksen (V), der under Venstres sommergruppemøde rejste sig og krævede næstformand Kristian Jensens afgang, har det været en skamfuld proces:

- Jeg er dybt beskæmmet over processen.

- Den skader Venstre. Det er ikke i orden at kortslutte den demokratiske proces og ikke overholde vore vedtægter, hvor formanden må kunne få sit mandat prøvet på et landsmøde, skriver Claus Hjort Frederiksen på Facebook.

Den tidligere energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) er heller ikke imponeret over processen, der har ledt op til, at Lars Løkke Rasmussen gik af som formand. Han kalder det for 'en sort dag for Venstre og det borgerlige Danmark'.

- Venstre siger farvel til en af de største politikere i Venstres historie. Uværdigt, skriver han.

Den melding erklærer Karen Ellemann (V), der blandt andet var minister for ligestilling og social- og indenrigsminister i den foregående regering, sig enig i.

Farvel fra både venner og fjender

Det er ikke kun Lars Løkke Rasmussens tro væbnere, der har ytret sig om hans farvel til formandsposten på de sociale medier.

Mette Frederiksen (S) skriver en hilsen til både Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen på Facebook, hvor hun takker for deres arbejde og indsats og ønsker partiet held og lykke med den videre proces.

- Politik er sommetider en barsk affære. Jeg kender Lars Løkke Rasmussen som en politiker og et menneske, der med engagement og indignation har været med til at forme og præge Danmark i de seneste årtier. Hans erfaring er uden sidestykke. Tak for diskussionerne, aftalerne, samtalerne. Tak for indsatsen for Danmark, skriver statsministeren og tilføjer:

- Det er vemodigt også at sige farvel til Kristian Jensen som en del af Venstres ledelse. Det kræver mod at sætte sine egne ambitioner til side for et større formål, og det fortjener alles respekt.

Se en rørt Kristian Jensens møde med pressen i videoen her:

Formand for Alternativet Uffe Elbæk sender både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen en "tak fra hjertet for den indsats, I hver især har spillet i dansk politik".

Ida Auken fra Radikale Venstre takker også Lars Løkke Rasmussen og kalder ham for "en ekstraordinært dygtig politisk håndværker".

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, og Kristian Jensen var formænd i deres partiers ungdomsorganisationer samtidig og har fulgtes siden.

- Gode private venner, men også altid med et godt politisk skænderi. Tænker på dig, Kristian Jensen - sikke en tid, skriver Pia Olsen Dyhr på Twitter, hvor hun også roser Lars Løkke Rasmussen.

Kristian Jensen får tre uger som formand

Hvor Lars Løkke Rasmussen valgte at trække sig fra sin post med øjeblikkelig virkning, har Kristian Jensen valgt først at trække sig efter det ekstraordinære landsmøde den 21. september.

Det fortæller DR's politiske korrespondent, Christine Cordsen.

- Det betyder ifølge Venstres vedtægter, at indtil det ekstraordinære landsmøde, der er Kristian Jensen fungerende formand, siger hun.

Det ekstraordinære landsmøde den 21. september vil udelukkende have valg af formand og næstformand på dagsordenen.