Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser, at daværende justitsminister Søren Pind (V) skulle have henvendt sig med en bekymring om, at der foregik noget ulovligt i Udlændingeministeriet i 2016.
Det sagde han under sin afhøring i Instrukskommissionen, der er nedsat for at undersøge den ulovlige adskillelse af asylpar i 2016.
Pind har hævdet at han advarede Løkke, men det blev afvist af Lars Løkke.
- Jeg har med sikkerhed ikke fået nogen henvendelse om, at der foregår noget ulovligt. Det kan jeg sige med sikkerhed, for hvis jeg havde fået det, havde jeg ageret på det, sagde Lars Løkke.
Daværende udlændingeminister Inger Støjberg (V) pressede på for at adskille så mange asylpar, hvor den ene var mindreårig, som muligt.
Søgt i den dybeste del af baghjerne
Hun pressede på for at udsende en pressemeddelelse i februar 2016 uden undtagelser, og det har vist sig at være ulovligt.
Løkke uddyber, at han har gennemsøgt sin telefon, og at han har sms'er tilbage fra 2012.
- Jeg kan ikke gøre rede for, hvad andre husker, men kun for hvad jeg selv husker. Jeg har søgt i den dybeste del i min baghjerne, om der kunne være noget, der handlede om retorik eller politik, sagde Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/