Løkke: Jeg stiller ikke op i samråd om landbrugspakke

Kujonagtigt, mener EL, efter at statsministeren har afvist at stille op i samråd om landbrugspakken.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen afviser at svare på spørgsmål om landbrugspakken i et samråd i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg. (Foto: casper christoffersen © Scanpix)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen afviser at stille op i samråd om landbrugspakken.

Dermed får Miljø- og Fødevareudvalget ikke mulighed for at stille statsministeren spørgsmål om den omstridte landbrugspakke, som førte til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens afgang.

Enhedslistens miljø- og landbrugsordfører, Maria Gjerding, kalder beslutningen "kujonagtig".

I det skriftlige svar til udvalget skriver Lars Løkke Rasmussen blandt andet:

- Af principielle grunde ønsker jeg imidlertid ikke at udtale mig nærmere om de drøftelser, som jeg har med ministre og embedsmænd om en given sag, skriver Løkke.

Han ventes dog at komme til at svare på spørgsmål i sagen i morgen, hvor der er såkaldt spørgetid i folketingssalen.

Statsministeren begrunder sit afslag med, at tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) også undslog sig fra at stille op i et samråd. Det kritiserede Løkke selv den gang.

/ritzau/

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1157328554317667